186.000 danskere så med, da premieren på Paradise Hotel sæson 11 blev vist i forrige uge.

Programmet blev desuden set af yderligere ca. 80.000 på digitale platforme, hvilket understreger at formatet stadig nyder stor popularitet.

Som noget nyt kan seerene i år nu følge deres favoritdeltagere endnu tættere med en ny feature i app’en TV3 Play.

– Paradise Hotel er i forvejen et program, som rigtig mange seere er engagerede i. Det har indtil videre primært foregået på Facebook, både på programmets side, de enkelte deltageres officielle sider samt diverse fansider, men nu giver vi seerne en ny mulighed med TV3 Play-appen, hvor de kan følge de enkelte deltagere og få beskeder fra dem både før, under og efter programmet bliver sendt på tv, lyder det fra Anders Oliver Andersen, der er Digital Director hos MTG TV i Danmark.

– Rigtig mange seere er på deres smartphone, samtidig med at de ser tv, så her kan vi lige så godt stille en app til rådighed, der er knyttet til programmet. X-factor ovre på DR1 har gjort det rigtig godt med deres app i denne sæson, hvor seerne kan stemme gratis og vurdere både sangere og dommere i løbet af programmet, og på den måde smelter first og second screen sammen, fortsætter han.

Potentiale for annoncører

Til at udvikle den nye Paradise Hotel feature i TV3 Play-appen har MTG TV gjort brug af Applicaster-teknologien, som er en af de førende udbydere af de såkaldte ”cross-screen services”.

Mens formatet hos MTG TV i år stadig er i testfasen, lægger Anders Oliver Andersen vægt på, at det er meningen, at det i fremtiden skal kunne tilbyde annoncørerne helt nye muligheder for at nå seerne af Paradise Hotel.

– Teknologien åbner op for, at annoncører og programsponsorer kan sende beskeder direkte til engagerede Paradise Hotel-seere og interagere med modtagerne eksempelvis gennem afstemninger og konkurrencer, enten under udsendelsen eller efter, siger han.

På baggrund af seernes reaktioner på den nye feature, vil MTG TV efter denne sæson af Paradise Hotel evaluere featuren og vurdere, om den skal udbygges med annoncørmuligheder næste år.