Nettet er kommet for at blive, og det er sociale medier tilsyneladende også, hvis man skal tro forskerne i Gartner.
Allerede fra 2014 vil de sociale medier være lige så betydningsfulde for virksomheders kunderelationer, som telefonerne i call centrene og e-mails er i dag, skriver internetretailing.net.
Det er analysefolkene hos Gartner, der spår den udvikling, hvilket har den konsekvens, at virksomheder, der ignorerer de sociale medier, risikerer at blive løbet over ende af konkurrenter med mod, indsigt og vilje til at satse socialt. Gartner går så vidt som til at hævde, at hvis man ikke tager de sociale medier alvorligt i 2014, svarer det til at undlade at tage telefonen i dag. Og enhver ved, at ingen seriøse virksomheder tillader ventetider på telefonen, ikke sandt?
– Utilfredsheden med virksomheder, der ignorerer de sociale medier, risikerer at øge churn med op til 15 pct., siger Carol Rozwell, vicepræsident hos Gartner til internetretailing.net. ”Kan man løse kundernes problemer via de sociale medier, skal man gøre det med det samme.”