Sidste år talte alle i reklamebranchen om Bestsellers Jack & Jones Premium-kampagne Made from Cool, som &Co og Bacon skabte sammen med Hollywood-skespilleren Christopher Walken.

Nu er Bestseller igen gået i samarbejde med en Hollywood-kendis. Denne gang i skikkelse af den spanske skuespiller Antonio Banderas.

I dette tilfælde er der dog tale om et design-samarbejde, idet skuespilleren sammen med Bestseller-brandet Selected vil designe to herrekollektioner.

Banderas var i februar på besøg hos virksomheden i Brande for at drøfte samarbejdet, og nu kan Bestseller og skuespilleren selv så bekræfte, at der er en ny kollektion på vej med navnet Antonio Banderas Design by Selected.

Tabitha Guldbrandt Enevoldsen, der er International Sales Manager for Selected, siger:

– Vi er glade for og stolte over, at have Antonio med på holdet. Han har mange gode ideer og en inspirerende og energisk personlighed. Vi er overbeviste om, at samarbejdet vil booste vores brand, særligt på vores sydeuropæiske markeder og i Latinamerika, hvor Antonio er en mega-stjerne.

Selv siger stjernen, der bl.a. er kendt fra filmene En vampyrs bekendelser og Legenden om Zorro, og som tidligere har været frontfigur for parfume-brandet Puig gennem 18 år, i en pressemeddelelse:

– Bestseller og Selecteds måde at drive en verdensomspændende virksomhed på appellerer virkelig til mig. Bestseller og Puig er på mange måder ens: De er begge familieejede virksomheder grundlagt på værdier som passion, mennesker og præstation. Selected Homme er den perfekte blanding af casual, cool tøj og stilfuld tailoring. Om jeg vil gå med jeans i dag eller jakkesæt i morgen, så dækker brandet mine behov.

Den første Antonio Banderas-kollektion bliver tilgængelig online og i udvalgte butikker verden over i efteråret 2016.