For børn og voksne i krigsramte egne kan bare det at spille en fodboldkamp være forbundet med stor fare på grund af truslen fra landminer, klyngebomber og andre krigsrester.
Det vil Grey Group – en af verdens største reklamekoncerner – gøre noget ved, og gruppen har derfor allieret sig med den danske nødhjælpsorganisation, Folkekirkens Nødhjælp, i en ny kampagne under hashtagget #ClearThePitch.
Kampagnen går i luften i dag, der er FN’s internationale Mine Awareness Day, og hos Folkekirkens Nødhjælp glæder man sig over at være valgt som partner på den globale kampagne:
– Det er en anerkendelse af vores store indsats, og vi er enormt glade for, at Grey Group vil hjælpe os i kampen mod krigsefterladenskaber, der hver dag dræber og lemlæster børn og voksne i verdens brændpunkter, siger Birgitte Qvist-Sørensen, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.
Danmark yder stor indsats
Der er muligvis ikke så mange, der ved det, men Danmark er faktisk en stor, global spiller, når det handler om at rydde landminer og andre farlige krigsrester ude i verden, og to af verdens syv førende organisationer på området er danske: Folkekirkens Nødhjælp og Dansk Flygtningehjælp.
Og dén position understreges altså netop nu af, at Grey Group har valgt Folkekirkens Nødhjælp som partner i den verdensomspændende kampagne, der skal sætte fokus på landmineproblematikken.
Bag kampagnen – og finansieringen – står Grey Groups CSR-initiativ under Grey Group Singapore, Grey for Good, og satsningen skal få fodboldfans over hele verden til at tale om landminer og andre farlige krigsrester.
– Vi håber at tale til fantasien hos fodboldverdenen og give både emnet og vores partner, Folkekirkens Nødhjælp, den synlighed og økonomiske støtte, der er så hårdt brug for, siger Till Hohmann, kreativ direktør og vicepræsident for Grey Group Singapore.
Start på større satsning
Kampagnen #Clear The Pitch er startskuddet på en større satsning fra bureaugruppens side i kampen mod landminder. Hen over foråret og sommeren vil flere initiativer komme til – ikke mindst i forbindelse med fodboldrelaterede begivenheder.
Den består af to videoer, et kampagnesite og hashtagget #ClearThePitch, der skal danne baggrund for omtale og debat på sociale medier som Facebook, Twitter og Youtube.
Dertil kommer et såkaldt Thunderclap den 7. april, der skal sprede hashtagget #ClearThePitch og kampagnens budskab på Twitter, Tumblr og Facebook.
Om Folkekirkens Nødhjælps rydningsarbejde
– Siden 1999 har Folkekirkens Nødhjælp ryddet mere end 76 mio. kvadratmeter land for miner og andre krigsrester.
– I 2015 ryddede Folkekirkens Nødhjælp cirka 1,6 mio. kvadratmeter land for miner og eksplosive krigsefterladenskaber.
– I 2014 blev der registreret 3.600 ofre for landminer og andre krigsrester, men usikker data på området betyder, at det reelle tal sandsynligvis er meget højere.
– Folkekirkens Nødhjælp arbejder i lande som DR Congo, Libyen, Laos og i Syrien. Tidligere har Folkekirkens Nødhjælp arbejdet med minerydning i blandt andet Irak og Kosovo.
Du kan se kampagnefilmen her.