Carlsberg er i luften med en ny online-kampagne, som skal løfte opgaven med at styrke mærkets positionering af ”That Calls for a Carlsberg”.
Ved at spørge ”Hvor langt vil du gå for en ven?” giver den nye film et twist til Carlsbergs slogan gennem et høj-dramtisk set-up fanget på skjult kamera.
Carlsberg sætter venskaber på prøve ved at placere frivilliges intetanende venner i en noget nervepirrende situation. Midt om natten får de et opkald fra deres bedste ven, som befinder sig i en prekær situation under et pokerspil, og de bliver spurgt ”Hvor langt vil du gå for en ven”?
De udvalgte hovedpersoner skal personligt aflevere 300 euro for at redde deres ven fra et farligt pokerspil, men en række udfordringer udspiller sig og kræver, at de mønstrer al deres mod for at se, hvor langt de er villige til at gå for deres venner.
Den globale kampagne, som i modsætning til den tidligere ”Bikers” er lavet for Carlsberg-gruppen og ikke for det belgiske kontor, er lagt på YouTube i dag, og filmen supporteres i øvrigt af digitale tiltag og PR.
Thomas Moradpour, vice president for Carlsberg-brandet, siger:
– Vi giver venner en scene, hvor de kan vise, hvad de er lavet af. Situationen er orkestreret, men reaktionerne fra vores deltagere er ægte, og den giver seeren anledning til at spørge, ”Hvad ville du gøre i denne situation?” Vi fangede almindelige venner på fersk gerning i at være fantastiske … det indbyder til en Carlsberg.
Se den nye film her.