Vi har skrevet det før, og nu skriver vi det igen: Englænderne er vilde med julereklamer. Som i fuldstændig ellevilde.

Hvert år går især stormagasiner og supermarkedskæder og deres reklamebureauer helt amok i skønne film – hvoraf mange faktisk ender med ikke bare at vinde kreative priser, men rent faktisk også effektpriser.

Tag nu fx bare 2013’s rørende julereklame fra John Lewis, The Bear & The Hare, der vandt guld ved Creative Effectiveness Award i Cannes i sommer.

Eller sidste års reklamefilm ”1914” fra supermarkedskæden Sainsbury’s om den legendariske, spontane våbenhvile langs Vestfronten juleaften og -dag i 1914. En reklame, som dog også fik en del kritik

Nu er Sainsbury’s igen i julehumør, og dette års jule-reklamefilm er netop sendt i luften – denne gang er der dog tale om en umiddelbart mindre kontroversiel en af slagsen: Denne gang er det nemlig en kat, der har hovedrollen, og dyr med pels er jo som regel et hit.

Men vi skylder nok at fortælle, at der er tale om Mog – og det er ikke en hvilken som helst kat.

Født i 1970 – død i 2002

Katten Mog kom oprindelig til verden i børnebogen ” Mog the Forgetful Cat” i 1970.

Hun blev opfundet og tegnet af den nu 92-årige tyskfødte, britiske forfatter og tegner Judith Kerr, som over mere end 30 år udgav 16 Mog-børnebøger – den sidste i 2002 med titlen ”Goodbye, Mog”, hvor den populære kat mødte sin skaber.

Men nu er Mog mirakuløst genopstået.

Ikke bare i Sainsbury’s julereklame, men også i en perfekt timet ny børnebog fra Judith Kerrs hånd.

Det kunne lige en grim, kommerciel tankegang, og så lige op til jul – men overskuddet fra salg af bogen (3 pund) – og den medfølgende plys-Mog (10 pund) går til den britiske afdeling af Red Barnets arbejde for at hjælpe børn til at læse bedre og mere. Det beretter avisen The Telegraph.

Reklamebureauet Abbot Mead Vickers/BBDO står bag filmen, skuespilleren Emma Thompson fortæller, og du kan se Sainsbury’s julereklamefilm 2015 her – efterfulgt af Behind the Scenes – hvor Judith Kerr bl.a. beretter, at hun i 1970 ikke lige havde forestillet sig, at hun skulle komme til at se Mog i 3D…

Mog’s Christmas Calamity

Behind the scenes