– Adr, mor, der er pletter på æblet. Det spiser jeg altså ikke.
– Puha, den er grim, den appelsin, den vil jeg ikke ha’ med i skole.
– Nej, de kartofler er jo fyldt med jord og kropumulige at skrælle. Dem køber vi ikke.
Den slags ordvekslinger kender de fleste formentlig, men i Frankrig er supermarkedskæden Intermarché fornylig lykkedes med at gøre de ”grimme” frugter og grøntsager til særdeles efterspurgte varer.
Kampagnen, der på engelsk hedder ”Inglorious Fruits and Vegetables”, har fået franskmændene til nærmest at flå de grimme gulerødder, de abnorme appelsiner og de krøllede kartofler ned af hylderne i supermarkedskæden.
De snavsede, skæve frugter og grøntsager har deres egen afdeling i butikkerne, sælges 30 procent under normalprisen, promoveres med bannere – og i øvrigt via film, print- og radioreklamer – og de har solgt over al forventning: I de første to dage, kampagnen varede, solgte de butikker, der var med i initiativet, i gennemsnit 1,2 ton ”grimme” grøntsager pr. butik. I tilgift steg antallet af kunder i butikkerne med 24 procent.
Som en ekstra krølle på kampagnen lod Intermarché producere særlige supper og juicer, fremstillet af de ”grimme” grøntsager og frugter.
Føtex tager også fat
Initiativet har skabt enorme mængder af positiv medieomtale i flere lande sommeren over – og lige nu er Føtex herhjemme også i gang med initiativer, der skal mindske madspild.
Ifølge epn.dk vil Dansk Supermarked, Arla og AP Grønt således kigge nærmere på årsagerne til at forbrugerne smider mad ud.
Til epn.dk siger CSR-chef i Dansk Supermarked, Helene Regnell, således:
– Vi vil kigge i skraldespanden, for at se hvad folk smider ud og spørge dem, hvorfor de gør det. Er det indpakningen, den er gal med, eller er der en anden grund? Vi vil simpelthen finde ud af, hvilke fødevarer der hovedsageligt ender som spild og årsagen til det.
Du kan se en film (på engelsk) om Intermarché-kædens kampagne her.