Nettet vrimler i disse dage med hitlister fra YouTube i anledningen af 10 års fødselsdagen – og også reklamefilm-genren skal naturligvis være med.
Men i modsætning til de mange lister over ”mest sete musikvideoer” osv, har YouTube besluttet, at der her skal kåres en vinder ved afstemning blandt brugerne.
Så nu har Google sammen med Webby Awards – populært kaldet webbranchens Oscars – udvalgt 20 videoer, som i YouTubes tid alle har gjort sig bemærket højt på listerne over de mest populære reklamefilm.
Sune Nielsen, chef for Googles bureausamarbejder i Danmark, siger i en kommentar til at YouTube vælger konkurrence-formen for netop reklamer:
– De brands, der virkelig forstår deres brugere og ved, hvordan de bruger YouTube til at bygge deres brand, kan i dag lave kommercielle budskaber, der bliver så populære blandt deres brugere, at folk aktivt opsøger dem og vil have mere. Med afstemningen om den bedste reklame på YouTube fejrer vi den slags kvalitetsindhold – mere af den slags vil være en fordel både for brands og brugere.
Der er ikke nogen danske videoer blandt finalisterne, men der er tale om 20 reklamefilm, som for langt de flestes vedkommende også har været voldsomt populære herhjemme.
Vi nævner i flæng:
– Volvo Trucks ”Epic Split” – reklamebureauet Forsman & Bodenfors’ massivt prisbelønnede video med action-helten Jean-Claude Van Dammme i hovedrollen.
– Volkswagens ”The Force” – Super Bowl-reklamen med mini-Darth Vader, der tog en hel verden med storm i 2011, og som indtil 2014 ifølge Unrulys Vireal Video Charts var verdens mest delte reklamevideo nogensinde (med over 5,2 mio. delinger).
– Budweisers ”Puppy Love” – også en Super Bowl-reklame og endda med både heste og hundehvalp.
– Old Spices ”The Man Your Man Could Smell Like” – den lettere absurde video, som i 2010 bragte det lidt støvede morfar-brand tilbage til nutiden.
– Evians ”Roller Babies” – reklamefilmen med de computeranimerede ble-klædte babyer, der kan alt på rulleskøjter, og som i dag er sest knap 80 mio. gange, alene på YouTube.
Alle kan gå ind og stemme på deres favoritter – man har tre stemmer – og vinderen kåres 3. juni.
Hvis du har lyst til selv at være med til at påvirke resultatet, kan du gå ind og stemme på sitet her, hvor du også kan se eller gense alle de nominerede reklamefilm.