En international kampagne, som Crispin Porter + Boguskys danske afdeling har skabt i samarbejde med det danske høretelefon-brand AIAIAI og det amerikanske pladeselskab Stones Throw, har i dag vundet en FWA Mobile of the Day.
Ideen er, at man – via en app og høretelefonerne – kan indspille sit eget rap til pladeselskabets første udgivelse ”My World Premiere” med Charizma & Peanut Butter Wolf og indsende det til pladeselskabet, som efterfølgende vil udgive en single med vinderen.
Og kampagnen, som gik i luften i midten af august, fik omgående masser af opmærksomhed.
Vigtigst af alt ramte den en lang række internationale musik-blogs i målgruppen, som Factmag, Bitchslap, Acclaimmag, Hypebot og Bonafide, men også en række store, kreative sites omtalte den – fx Theinspiration.com, PSFK, Dazed, Lodown og Bestadsontv.
Og nu er kampagnen altså blevet belønnet med en FWA Mobile of the Day, den første internationale pris for det unge danske Crispin Porter + Bogusky-kontor.
Pjækkede for at rappe
– CP+B Copenhagen er et helt nyt bureau. Vi har kun været i markedet i 10 måneder. For os betyder det utroligt meget, at vi allerede nu er i stand til at lave arbejde, der har højt internationalt niveau. Det handler trods alt om arbejdet. Godt arbejde er selve grundstenen i CP+B. Godt arbejde har skabt vores kontorer rundt omkring i verden, og selvfølgeligt er det også godt arbejde, der skal bygge bureauet i Danmark, siger bureauets Managing Director, Mathias Birkvad.
Konkurrencen har været delt mange gange på Twitter og Facebook af spændende musik-fænomener – bl.a. af et medlem fra Grandmaster Flash (en af verdens absolut største og første rap grupper).
Der er i løbet af konkurrencen – som stadig kører – kommet rap ind ikke bare fra USA og Danmark, men fra hele verden, herunder Polen, Island, Australien, Sverige og Japan, og der er sågar flere kvindelige rappere, der har deltaget.
En reklamemand fra New York fortæller endda i sit rap, at han var nødt til at pjække fra arbejde for at deltage: ”I saw the World Premiere – The Rap Mic Contest so I had to take off work…”
En af bureauets egne, personlige favoritter kan du lytte til her.
Du kan besøge kampagnesitet her. Og se en film om projektet her.