Hvert år vurderer over 1.000 eksperter inden for bl.a. industri og stat, hvilke konflikter, der truer vores klode mest.
Vurderingerne analyseres af The World Economic Foundation i en ”Global Risk Report”, der i år fremhæver det potentielle misbrug af de sociale medier som værende en af de største farer mod verdenssamfundet.
Der fokuseres især på, hvor overvældende hurtigt misvisende og decideret skadelig information spredes på de sociale kanaler.
– Vi lever i en ekstremt forbundet verden, og pointen er, at misvisende information spredes ved lynets hast i dag. Dette medfører naturligvis en kæmpe risiko for selskaber, der ikke formår at risikostyre og bruge de sociale medier til deres fordel. De risikerer, at deres image går op i røgen fra en digital steppebrand, der kan startes af hvem som helst med internetforbindelse, siger administrerende direktør Henrik Larsen fra den internationale forsikringsmæglervirksomhed Marsh, der er bidragsyder til rapporten.
Marsh er en af verdens førende virksomheder inden for forsikringsmægling og risikorådgivning med identifikation af risici, risikoanalyser, skadehåndtering, administration af forsikringsprogrammer, m.m.
Marsmændene kommer?
Alene i de sidste par måneder har især Danske Bank og DSB været ude i mediestorme, der også har haft deres eget liv på de sociale medier med voldsom indflydelse på virksomhedernes image.
Også Netto var for nylig udsat for noget lignende, eller en shitstorm, som du kan læse mere om her.
Pt. har forsikringsbranchen ifølge Henrik Larsen fra Marsh ingen planer om egentlige forsikringer mod skandaler på de sociale medier, men understreger, at man ser på virksomhedens samlede beredskab i forhold til offentligheden.
– Det er et interessant signal, når virksomheder, der professionelt beskæftiger sig med risikovurdering i forsikringssammenhænge, peger på de sociale mediers betydning, fordi det viser, at sociale medier skal være på direktionens agenda i samme omfang som PR og presseberedskab, siger Kirsten Dinesen, direktør for PR-bureauet FrontPage.
Det er bestemt ikke et nyt fænomen, at befolkningen risikerer at blive vildledt gennem fejlagtig kommunikation.
The World Economic Forum (WEF) fremhæver et eksempel fra 1938, hvor radiospillet over H. G. Wells’ roman ”The War of the Worlds” blev forvekslet med en officiel nyhedsudsendelse. Resultatet var tusindvis af amerikanere i panik over marsmændenes invasion af landet.
Kampagnerisiko i sociale medier
En del af de meget omtalte sager er startet som kommentarer på reklamekampagner. Den største internationale danske sag er til dato VisitDenmarks Karen, der ledte efter faderen til sit barn og sidst Danske Banks” New Normal”.
Begge kampagner er blevet kritiseret af PR-folk for at skyde ved siden af.
Er det kommunikationsafdelingen eller marketing-afdelingen, der skal have magten over de sociale medier?
– Det er altid en god ide at lakmusteste en reklamekampagne med kommunikations- og PR-afdelingen, fordi de er vant til at analysere og forudse stakeholdernes reaktioner, understreger Kirsten Dinesen, der samtidig fremhæver, at der er gode kampagner som ”Tal ordentligt” fra CallMe, der netop bruger samspillet mellem sociale medier og kampagner.
– I hverdagen er det klogest at overlade overvågningen af de sociale medier til PR- & Kommunikationsafdelingen – og i øvrigt uddanne medarbejderne i kundeservice mv. til hvilken tone, der i de sociale medier. Det offentlige er jo rigtig godt med på Twitter med politiet i København og @skattefar fra Skat, fortsætter hun
The World Economic Forum løber fra tirsdag d. 22. til lørdag d. 26 januar. Mødets deltagere vil blandt andre tælle 45 statsoverhoveder og 1.600 industribosser.