Vi kender det kun alt for godt. Og her på Markedsføring: Vi skal lige bruge et foto til at illustrere ”samarbejde” eller ”aftale”. Og hvad gør man, når det skal gå hurtigt?
Man finder fotoet af nogle personer, der står og ser ind i en computerskærm – eller den virkelig klassiske kliché: Håndtrykket. Gys.
Men det kan gøres bedre, mener software-giganten Adobe, der sidste år lancerede sin egen fototjeneste, Adobe Stock, så i anledning af, at tjenesten har fået en opgradering, der bl.a. byder på en forbedret søgefunktion, er Adobe nu gået i luften med – en tøjkollektion…
Det drejer sig om sommerkollektionen Adobe Stock Apparel Spring/Summer 16, og i kampagnen ifører modeller sig fashionabelt tøj med de velkendte kliché-billeder, hvor alt fra den tandpastasmilende forretningsmand til billeder af lykkelige pensionister kommer til sin ret og bliver hyldet.
Det handler om tid
– Adobe Stock Apparel skal ses som et humoristisk indspark i opgøret med den bølge af klichébilleder, som har præget marketingmaterialer siden internettets udbredelse i 90’erne. Med Adobe Stock kan man nu vælge mellem 50 mio. fotos mv., så det skal ses som en passende afsked med de gamle travere, siger Klara Lundquist, der er Nordic Marketing Manager, Digital Media hos Adobe.
Det handler om tid, lyder det fra Adobe, for tid er et afgørende element i hverdagen i et kreativt miljø.
– Tid er det eneste vi ikke kan få mere af. Og vi kan se, at kreative bruger for meget tid på administration og mindre tid på at være kreative. Med det nye Adobe Stock workflow kan vi reducere tiden brugt på at logge på stock photo-hjemmesider, skaffe licenser og croppe fotos markant, siger Klara Lundquist, der henviser til undersøgelsen ”Boosting Design Efficiency Through Integration” fra Pfeiffer Consulting, som fortæller, at Adobe Stock workflow reducerer den tid, det tager at arbejde med stock photos med 90,1 procent.
Og lige for en ordens skyld:
Stock Apparel SS 16-kollektionen er kun produceret i et begrænset omfang, så forbrugere kan ikke købe produkterne i dag.
– Men hvis vi efterfølgende oplever en efterspørgsel i markedet, så må vi jo overveje, om vi skal gøre kollektionen tilgængelig til et bredere publikum, siger Klara Lundquist.
Se hele sommerkollektionen her.