Da en række forældre i slutningen af juni klagede på Facebook over, at deres børn blev kolde og våde på Roskilde Festival, brød debatten om curling-forældre ud i lys lue.

Spørger man forældrene, synes de ikke selv, de curler deres voksne børn. Men er det nu også hele sandheden? 

Tjaa...ikke helt. I hvert fald ikke ifølge en ny undersøgelse, som YouGov har lavet for Alka.

I undersøgelsen svarer fx knap halvdelen af de adspurgte forældre, at de vasker deres børns tøj, selvom børnene ikke længere bor hjemme.

51 procent svarer, at de hjælper med at fylde deres udeboende børns køleskab op med mad - og 55 procent henter og bringer stadig deres børn til og fra diverse aktiviteter, selvom de ikke længere deler bopæl.

Med udgangspunkt i den indsigt har Alka - og selskabets faste bureaupartner, det kreative kommunikationsbureau Eiffel - fundet frem til en række sandfærdige historier, der viser, hvor langt forældre er villige til at gå for at hjælpe deres voksne børn.

Men de glemmer noget

Det hele er blevet til en serie film under titlen #Curlingbekendelser, hvor en række forældre fortæller om ting, de har gjort for deres voksne børn.

Men selvom mange forældre er mere end hjælpsomme over for deres børn, når det gælder vasketøj, transport osv, så glemmer flere af dem at tale forsikring med børnene, og formålet med kommunikationen er da også at sætte fokus på netop dén problemstilling.

Og det giver rigtig god mening: Ifølge tal fra Forsikring & Pension har 19 procent af unge mellem 21-24 år således ikke en almindelig indbo- & ansvarsforsikring, selvom de er flyttet hjemmefra.

Alka Forsikrings COO, Jacob Spangenberg, siger:

- Undersøgelsen og historierne viser, at danske forældre i høj grad hjælper deres udeboende voksne børn med at få hverdagen til at køre på skinner. Om det er rigtigt eller forkert at gøre vil vi ikke blande os i. Men det er tankevækkende, at så mange af de ”beskyttede” børn ikke er beskyttet tilstrækkeligt, når de flytter hjemmefra. Det er det paradoks vi gerne vil sætte fokus på i kampagnen.

Ondt i halsen i Østrig
I kampagnefilmene fortæller anonymiserede forældre om, hvordan de lige vasker sengetøj, kommer forbi med mad til køleskabet - og endda kører til Østrig for at hente sønnen, der har fået ondt i halsen på skiferien...

De gode historier om curling-forældrene er fundet igennem netværk og er alle sandfærdige, fortæller Janus Hansen, Eiffels kreative direktør:

- Da vi først begyndte at tale med folk i vores netværk kom det væltende frem med sjove og halvskøre historier om, hvor langt forældre er villige til at gå. Det er de historier, vi har genfortalt på film, siger han.

Filmene, der netop nu ruller på tværs af sociale platforme, er produceret inhouse hos Eiffel, men kampagnen som helhed er et resultatet af et tæt samarbejde mellem Alkas egen marketingafdeling og flere af selskabets samarbejdspartnere.

Med Eiffel som arkitekten på strategi og idé er kampagnen således udviklet med bl.a. Orchestra, BeOn, og PR bureauet Help.

Samarbejde giver resultater
Og netop samarbejdet på tværs ser Eiffels anden kreative direktør Tom Lundquist, som nøglen til en succesfuld kampagne.

- En af vores grundfilosofier på Eiffel er idéen om, at de bedste løsninger skabes gennem samarbejde mellem dygtige mennesker med hver deres spidskompetencer. I dette tilfælde har det handlet om at få mediestrategi, seeding, Alkas egne platforme og PR til at spille sammen. Det synes vi, er lykkedes, siger han.

Og ind til videre tyder meget på, at han har ret: Hovedfilmen, der blev offentliggjort på Facebook onsdag morgen har på 48 timer genereret flere end 170.000 views, og flere end 550 emoji-reaktioner (likes osv).

I tilgift er filmen delt over 220 gange og flere end 360 brugere har kommenteret den.

Følg med og læs de mange kommentarer på Alkas Facebook-side - og se hovedfilmen her.