I fjor fik det danske smykkebrand Pandora et globalt, viralt hit med reklamevideoen ”The Unique Connection” skabt af Malling Publications.

I filmen blev båndet mellem en mor og hendes barn præsenteret, mens Pandoras egne smykker spillede en relativt perifer rolle.

Videoen fik på to uger knap 13 millioner visninger på YouTube og blev set næsten 11.000 gange i minuttet.

I skrivende stund er den blevet vist over 18 millioner gange.

Den klemte sig endda ind på 12. pladsen over de mest delte reklamevideoer i 2015.

Vel at mærke globalt.

Den svære toer

Nu er Pandora – kort tid før Mors Dag, naturligvis – så i luften med den svære toer, der skal følge op på sidste års succes.

Her er det ikke længere børn, der skal dufte sig frem til deres mødre, men derimod mødre der skal regne ud, hvilken besked datteren har forfattet.

Reklamevideoen bakkes op af en ny app designet til døtre, som Pandora håber, der kan få dem til at sende kærlige beskeder til deres mødre på Mors Dag.

Som et ekko af filmen vil mødrene blive bedt om at identificere deres datters besked i et tilfældigt udvalg. Når, og hvis, den rigtige besked vælges, afspilles datterens hilsen.

Bag årets kampagne – der udover filmen også omfatter en printkampagne, PR, digitale indsatser og instore-aktiviteter – står en ny bureaupartner i skikkelse af Another.

Filmen er instrueret af Daniel Kragh-Jacobsen og produceret af Filippa Borg Von Bülow i samarbejde med New Land og Ridley Scott Associates (RSA FILMS)

Be On Nordics står for seedningen af filmen.

Another: En drømmekunde

Hos Another er det de to kreative direktører Thorkild Bjerre og Casper Willer, der har været idémænd bag kampagnen.

– Udover at Pandora er en drømmekunde, matcher samarbejdet vores internationale ambitioner som kreativt bureau. Vi kan allerede se at kampagnen rammer en nerve blandt mødre og døtre, og vi følger spændt med på, hvordan resten af verden tager imod den, siger han.

Filmen, der officielt lanceres i dag, har været i luften i over 48 timer, og den ser ud til at være kommet fornuftigt fra start med knap 400.000 visninger på YouTube alene.

Se den nye Pandora-film og creditliste herunder og tag med på et besøg bag scenerne derefter. 

Credits

Brand: PANDORA: Brand Activation Director; Bianca Nesgaard

Kreativt bureau: Another, Casper Willer & Thorkild Bjerre

DOP: Jacob Møller

Produktion/instruktion: Filippa Borg Von Bülow i samarbejde med New Land og RSA films, Daniel Kragh Jacobsen

Filmet i London i Victoria House, Bloomsbury Square, i januar 2016.

Behind the Scenes