Den svenske landsholdsspiller Jimmy Durmaz spillede en uheldig hovedrolle i de blågules nederlag ved VM i fodbold i weekenden, og han blev derefter udsat for talrige racistiske angreb på sociale medier.

Det fik den svenske forsikringskoncern Länsforsäkringer til at gribe øjeblikket og sammen med sit reklamebureau, Stendahls, puste nyt liv i sin app FulFiltret.

Vi ville nok kalde det grimheds-filteret på dansk, og app'en forvandler hadefulde ytringer til det modsatte.

FulFiltret, der blev præsenteret første gang i 2015 i forbindelse med forsikringskoncernens kampagnearbejde mod netmobning, er i kølvandet på Durmaz-angrebene blevet opdateret med ord som: terroristsvin, talibanjävel, gorilla, landsförrädere, pack og inavel.

De forekom alle i den uheldige fodboldspillers Instagram-feed efter kampen.

- Racisme hører ikke hjemme i fodbold eller noget andet sted. Download app’en FulFiltret og få et racismefrit tastatur, lyder det bl.a. i et Facebook-post, der skal gøre opmærksom på app’en. Her er også en video, der viser, hvordan hadefulde kommentarer kan transformeres til kærlige budskaber.

Se med her:

Du kan tjekke app’en ud i App Store her og hos Google Play her.