Godt nok lever vi i et af verdens mest åbne, liberale demokratier, hvor meget lidt er helligt og næsten intet tabu, men en af undtagelserne er psykisk sygdom.

Dét har vi meget svært ved at tale om, og dem, der rammes, stigmatiseres og placeres desværre ofte på et samfundsmæssigt og socialt sidespor.

Det skal der gøres noget ved, og Sundhedsstyrelsen er derfor i luften med sin tredje, landsdækkende antistigma-kampagne – ”EN AF OS” – siden 2011.

Sundhedsstyrelsen er primær ordregiver på kampagnen, mens indsatsens øvrige partnere er Danske Regioner, TrygFonden, PsykiatriNetværket, Psykiatri Fonden, Socialstyrelsen, KL og Komiteen for Sundhedsoplysning.

Kommunikationsopgaven håndteres af bureauet Primetime, der også stod bag kampagnen, da den kørte første gang. Bureauet vandt opgaven for anden gang i 2014 og nu altså for tredje gang.

Hattrick til Primetime

Primetime har således været med til at udvikle den nationale oplysningskampagne fra idé til eksekvering, og bureauet er den drivende kraft bag kampagnens strategiske anvendelse af PR, sociale medier, content, filmproduktion, on- og offline mediekampagner, undersøgelser og strategiske partnerskaber.

– Vi er utroligt stolte og glade for at genvinde EN AF OS-kampagnen. Der ligger en enorm kommunikativ udfordring i at få flere danskere til at tale åbent om psykisk sygdom, men med efterhånden seks års erfaring i feltet, håber vi, at vi kan blive ved at bidrage positivt til kampagnens målsætninger og gøre op med tavshed, tvivl og tabu om psykisk sygdom, siger Birgitte Mortensen, seniorrådgiver og projektleder hos Primetime.

– Det er her i Primetime en sag, som på både et fagligt og personligt plan ligger os meget på sinde, fortsætter hun.

Psykisk sygdom smitter jo ikke

Data fra Epinion viser, at over 37 pct. af befolkningen kender til antistigma-kampagnen, hvilket er en stigning fra 26 pct. i 2012.
Og 13 pct. af danskerne er enten enige eller helt enige i, at ”EN AF OS” har betydet et ændret syn på psykisk sygdom.

Men der stadig mange udfordringer, understreger Johanne Bratbo, projektleder hos ”EN AF OS”:

– Vores egne undersøgelser bekræfter, at det er en fortsat klar udfordring, at mennesker med en psykisk sygdom føler sig diskrimineret og stigmatiseret. De ønsker ligesom alle andre at leve et almindeligt liv med familie, venner, uddannelse og arbejde.

– Samtidig har stigmatisering af personer med psykiske lidelser også store samfundsmæssige omkostninger i form af udgifter til overførselsindkomster, tabt arbejdsfortjeneste og for sen eller ingen behandling, siger hun.

– Derfor er det utroligt vigtigt, at vi får dæmmet op for stigmatiseringen og brudt med tvivl og tabuer i samfundet gennem oplysning og dialog på uddannelsessteder, arbejdspladser og blandt familier, venner og pårørende. I denne indsats har Primetime spillet en stor og fast rolle, siden kampagnen startede i 2011. Derfor er vi rigtig glade for at kunne fortsætte samarbejdet, fortsætter hun.

Kontrakten mellem Primetime og Sundhedsstyrelsen er underskrevet, arbejdet begyndte 1. februar, og du kan se den nye kampagnes første tre film her:

Henriette

Magnus

Troels