Den danske detail-gigant Dansk Supermarked, der bl.a. står bag Bilka, Netto og Føtex, skifter i morgen navn til Salling Group.

Navneskiftet har været længe undervejs, og det skal ikke blot markere Salling Fondenes tilbagekøb af koncernen: det er samtidig et greb tilbage i historien.

Det er nemlig et hæderkronet købmandsnavn, detailgiganten rykker frem i forreste linje igen, da Salling – måske især vest for Storebælt – er synonymt med godt købmandsskab.

Der har således været drevet detailhandel under navnet siden 1906, hvor Ferdinand Salling åbnede Salling Manufakturhandel i Aarhus.

Siden (1948) åbnede det første Salling Stormagasin, den driftige Herman Salling etablerede den første Føtex i 1960, og i 1964 blev A.P. Møller - Mærsk medejer, så virksomheden skiftede navn til det dengang meget præcise Dansk Supermarked.

Meget mere end et supermarked

Nu er Salling Fondene så igen blevet eneejer, og ledelsen i Dansk Supermarked iværksatte i fjor en proces, der har ført til navneskiftet, fortæller Mads Hvitved Grand, der er Group Vice President, Communication, Reputation & Responsibility, hos Dansk Supermarked Group.

- Vi vender tilbage til vores rødder og oprindelse med det nye navn, og så var tiden løbet fra det gamle, da vi i dag er meget mere end et supermarked, siger han.

Han henviser til, at virksomheden i dag udover Salling Stormagasiner, Bilka, Føtex og Netto bl.a. også driver 12 Carls Jr.-burgerrestauranter, 16 Starbucks og flere webbutikker, herunder Wupti.com.

- Nok så væsentligt er det, at vi med navneskiftet ikke blot bygger bro mellem fortid og nutid, men også mellem detaildelen af virksomheden og Salling Fondene, siger Mads Hvitved Grand.

Salling Fondene har de senere år doneret mere end 850 mio. kr. til kunst og kultur, sport og andre almennyttige formål i Danmark. Og det skal mere frem i lyset, hvilket blev besluttet, da virksomheden ledte efter – og fandt – sit purpose eller why i processen, der ledte op til navneskiftet.

- De penge, vi tjener i blandt andet Netto, Bilka og Føtex, bliver enten investeret retur i virksomheden, eller givet tilbage til gode formål i samfundet via donationer fra Salling Fondene, og den fortælling skal vi være meget bedre til at kommunikere. Her hjælper navneskiftet helt sikkert på vej, siger Mads Hvitved Grand.

Agency Spring har været partner

Navneskiftet har også resulteret i et nyt logo og en ny brand-identitet, som reklamebureauet Agency Spring står bag.

Det nye logo er meget enkelt, navnet står med småt, og det mest iøjnefaldende er nok understregningerne af L’erne i Salling-navnet.

Hvorfor ser det sådan ud?

- Vi kalder det fundament-tegn, og det skal netop være med til at understrege virksomheden og fondene som fundamentet under kæderne.

- Og at den ”hårde” detailvirksomhed og den ”bløde” fond går hånd i hånd, forklarer Albert Funder, arbejdende bestyrelsesformand i Agency Spring.

Arbejdet med den nye brand-identitet har taget godt otte måneder, og godt 50 forskellige forslag har været på bordet, før det helt rigtige var der.

Agency Spring står også bag en ny kampagne, der går i luften i forbindelse med navneskiftet. Den bliver bl.a. synlig på TV i morgen, ligesom der slås på tromme for navneskiftet i kædernes nye tilbudsaviser og i butikkerne.

Derudover er der i forbindelse med navneskiftet udviklet et nyt website, signeret det digitale bureau Novicell, der går i luften i morgen.

- I valget af Agency Spring som primær samarbejdspartner i projektet var det afgørende for os at finde en partner, der dels forstår kompleksiteten i vores brands, og som forstår detailhandel.

- Man skal som samarbejdspartner i retail kunne køre en super lean og hurtig proces, med ekstremt korte deadlines og mange justeringer undervejs. Det er lykkedes, og vi er meget tilfredse med resultatet af såvel de grafiske elementer, den tilknyttede kampagne og webdelen, slutter Mads Hvitved Grand fra det kommende Salling Group.

Tjek den nye brandidentitet ud her:

Tidslinje:

  • 1906: Ferdinand Salling åbner den første Salling-manufakturhandel i Aarhus
  • 1948: Første del af Salling Stormagasin åbner
  • 1960: Herman Salling stifter Jysk Supermarked og åbner den første Føtex
  • 1964: A.P Møller – Mærsk bliver medejer. Virksomheden skifter navn til Dansk Supermarked
  • 1970: Den første Bilka åbner i Tilst ved Aarhus
  • 1981: Den første Netto åbner i København
  • 1990: Virksomheden ekspanderer med Netto til Tyskland og Storbritannien
  • 1995: Netto åbner sine første butikker i Polen
  • 2002: Netto åbner sine første butikker i Sverige
  • 2011: Virksomheden frasælger alle sine britiske butikker
  • 2014: Salling Fondene tilbagekøber aktier og bliver majoritetsejer (81%)
  • 2017: Salling Fondene køber de resterende aktier og bliver eneejer (100 %)
  • 2018:  Virksomheden skifter navn til Salling Group den 1. juni