Professionelle musikere, producere og andre audiofile entusiaster verden over kender danskfødte Dynaudio som leverandør af installationer og studieudstyr fra den absolut øverste hylde.

Men igennem de senere år har Dynaudio arbejdet intensivt på at gøre den gode lydoplevelse mere tilgængelig og attraktiv for et større publikum, og lige nu kulminerer det målrettede arbejde med en global lancering af Dynaudio Music – et splinternyt trådløst musiksystem.

Med i udviklingsprocessen på et meget tidligt tidspunkt har været Dynaudios samarbejdspartner gennem to år, Orbit Red.

Og Mads Aagaard, der er Marketing Director i Dynaudio Group, er overbevist om, at Orbit-teamets særlige værktøj, Budskabsmodellering, har gjort en betydelig forskel:

- Der er ingen tvivl om, at dette er det mest spændende projekt, alle involverede i udviklingen og lanceringen af Dynaudio har været med til. Det er ikke hverdagskost at arbejde med et projekt, der ikke bare giver mulighed for, men faktisk kræver, at man udfordrer al vanetækning, og det vi plejer på én gang, siger han.

Input fra over 6.000 forbrugere

Hos Dynaudio var man fra starten klar over, at produktlanceringen ville stille store krav. Ikke kun til formidlingen af produktfeatures, men i ligeså høj grad til iscenesættelsen.

Sat på spidsen var ambitionen at lancere en serie af nye produkter i en kategori, man ikke havde været i før, med ny teknologi og nye features for en målgruppe, der ikke kender brandet - og i et globalt, stærkt konkurrencepræget marked op imod veletablerede konkurrenter.

Derfor valgte Dynaudio også på et tidligt tidspunkt - sammen med Orbit Red - at inkludere dem, det hele handler om - forbrugerne.

Og i processen har bl.a. responsen fra mere end 6.000 respondenter på tværs af en række kernemarkeder - herunder USA og Kina - været omdrejningspunktet for vigtige beslutninger.

- Vi har brugt Budskabsmodellering helt tidligt i processen for at sikre os, at de teknologier og forbrugerfordele, som både produktet og konceptet efterfølgende er optimeret efter – er de mest relevante. Efterfølgende har vi anvendt tilgangen til både at udfordre og validere vores tilgang til kommunikationen omkring produktet, siger Mads Aagaard.

På tværs af lande

Det nye musiksystem, Dynaudio Music, beskrives som et trådløst, intelligent system, der skiller sig ud på især to måder:

Dels i kraft af en designretning, der bryder med de runde og bløde former, der ellers dominerer udtrykket i kategorien - og dels i forhold til brugen af intelligent teknologi.

Sidstnævnte punkt forstået på den måde, at hvor mange producenter vælger at bruge teknologi til at give brugeren en masse aktive valg, har man med Dynaudio Music arbejdet med at gøre teknologien intelligent nok til at gøre arbejdet for brugeren automatisk.

- Måden vi har grebet opgaven an på betyder, at vi på alle niveauer er endt med at træffe beslutninger, vi aldrig ville have gjort tidligere. Når man har mange tusinde forbrugere om bord i vores proces og mange scenarier, der er data-validerede, så er det nemmere at tage markante valg og fravalg. Også selvom de på overfladen, kan se ud til at kræve store mængder af mod, siger Mads Aagaard.

Set fra Orbit Reds synspunkt har processen været interessant af flere grunde:

- Det spændende er, synes vi, at man nu bruger Budskabsmodellering på tværs af landegrænser, men især at det kan drive produkt features, siger kreativ direktør Simon Wooller.

I forbindelse med den globale produktlancering har Dynaudio og Orbit Red søsat en kampagne, der binder kunst og musik sammen.

Kampagnen kommer til at sprede sig på tværs af sociale medier i kombination med traditionel og digital outdoor, pre-rolls, digital aktivering og events.