Flere og flere danske virksomheder har opdaget, at markedet lysner, og at der er plads til at gå i offensiven.

En af de virksomheder er byggemarkeder STARK, der går i markedet med et massivt tryk med et nyt kommunikationsunivers. Kæden har investeret et tocifret millionbeløb i det nye univers rettet mod privatkunder, hvor TV er valgt som hovedmedie.

Målet er at vise, at STARK har noget ganske særligt at tilbyde kunder, der bygger selv eller går op i godt byggeri. Det sker gennem et nyt kommunikationsunivers under overskriften ”Det skal bygges væk”.

Hvorfor?

– Vi ved, at vores kunder er mænd, og vi ved, at de tager deres projekter i hjemmet seriøst, ellers ville de ikke handle i STARK. Men vi ved også, at danskere elsker humor og et godt grin, siger Jesper Gaarde, marketingdirektør i STARK.

– Derfor har det været vigtigt for os at finde en balance mellem vores image som en seriøs og professionel partner i byggeprocessen samtidig med, at vi bruger humor i markedsføringen. Det er en hårfin balance, som vi mener at have ramt med det nye univers.

Jens Thrane-Møller, adm. direktør hos Marketsquare, der har udviklet kommunikationsuniverset, tilføjer:

– Vi har taget udgangspunkt i klassiske mandeindsigter omkring, hvordan mænd har en tendens til at tackle problemerne head on. Problemer er ikke noget, man snakker om eller går med. Man handler på dem, og der er ikke et problem så stort, at det ikke kan trænes, løbes eller – i vores tilfælde – bygges væk.

Udfordringen ved opgaven har været at finde et omdrejningspunkt, hvor man ramte kernemålgruppen af mænd mellem 30 og 65 år med ejerbolig, uden at STARKs anden målgruppe, håndværkerne, følte sig ekskluderet. Det mener både bureauet og STARK, at de har ramt med ”Det skal bygges væk”.

– Vores bureau har arbejdet rigtigt godt på denne opgave, og vi har sammen skabt et kommunikationsunivers, som vi er sikre på vil gøre en forskel i markedet, og som vil hjælpe STARK til højere kendskab hos danskerne.

– Vi har gennem de seneste 10 år haft et godt og givtigt samarbejde med Marketsquare, og i den periode har de formået at flytte os i den rigtige retning og hele tiden forny vores udtryk, slutter Jesper Gaarde.

Jens Thrane-Møller får det sidste ord om samarbejdet:

– STARK har som kunde udviklet sig enormt, og særligt de seneste år har de taget nogle kvantespring på marketingfronten. Det har været spændende og udfordrende at være med dem på den rejse, og vi føler selv, at det nye kommunikationsunivers ikke blot er et produkt af en god brief, men af mange års fælles udvikling inden da. 

Se filmen her