Fra i dag og frem til på fredag får millioner af europæiske cykelfans et direkte vindue til Danmark, når cykelløbet Post Danmark Rundt skærer sig gennem det danske sommerland.

Og selv om tv-seerne naturligvis tuner ind for at følge med i kampen på landevejen, så bliver de også præsenteret for de mange oplevelser, som det danske ferieland og København har at byde på.

Det gør de, fordi VisitDenmark har købt reklametid på de to internationale sportskanaler Eurosport 2 og Eurosport International, der transmitterer løbet til 51 markeder og til potentielt 69 millioner hustande.

Og med 15 timers billeder fra Danmark i højeste kvalitet garneret med reklamespots af 30 sekunders varighed er der gode muligheder for at tiltrække flere udenlandske turister, lyder vurderingen fra VisitDenmark.

– Vi ved, at cykelpublikummet generelt er meget interesseret i at lære mere om det land, hvor cykelløbet foregår, og derfor er det her en oplagt chance for at vise potentielle turister, hvilket fantastisk ferieland Danmark er, siger Anja Hartung Sfyrla, der er chef for branding i VisitDenmark.

Og selv om der nok er fart over feltet på landevejene, så skal reklamefilmene sætte fokus på, at turister i Danmark skal sænke tempoet.

– Vi vil gerne vise, at Danmark kan andet og mere end fuld fart til cykelløb. At der også er plads til afslapning, ro og samvær med hele familien, siger Anja Hartung Sfyrla.

Håndbog til kommentatorer
Filmene vil blive vist lige før og lige efter transmissionerne fra det danske cykelløb, og de vil blive desuden være versioneret i forhold til relevans for markeder og målgrupper.

Ud over selve reklamevideoerne betyder VisitDenmarks aftale med Eurosport, at Danmark også vil blive eksponeret på Eurosports onlinemedier, hvor sportskanalens følgere også vil kunne se filmen om Danmark som rejsemål.

VisitDenmark supplerer indsatsen ved en større satsning på egne kanaler, med bl.a. en kampagne på visitdenmark.com på flere sprogversioner og VisitDenmarks sociale mediekanaler.

Yderligere hjælper VisitDenmark med udarbejdelsen af en kommentatorhåndbog, der indeholder inspiration og tips til ferielandet Danmark, der deles ud blandt de udenlandske kommentatorer til Post Danmark Rundt løbet.

Se de to kampagnefilm her – Sunrise står bag idé, koncept og klipning.

Danmark

København