Den snart fem år gamle danske deal-platform Bownty går i dag i luften med en ny reklamekampagne med titlen ”Gør hver dag mindre hverdag”.

Kampagnen er udarbejdet i samarbejde med bureauet CP+B Copenhagen, og den har til formål at opfordre danskerne til at være mere spontane i hverdagen, fortæller stifter og CEO hos Bownty, Steffen W. Frølund:

– Hos Bownty plejer vi at sige, at faste rutiner er vores værste fjende, så vores mission er at give forbrugerne flere gode oplevelser og tilføre mere spontanitet i hverdagen. Vores oplevelse er nemlig, at de fleste har en tendens til at sige, at de er mere spontane end de rent faktisk er, siger han.

Ambitionen er, at kampagnen senere skal rulles ud i England og Spanien, hvor Bownty allerede er tilstede:

Sidste sommer købte Bownty således den spanske konkurrent Yunait, og Steffen W. Frølund lægger ikke skjul på, at virksomheden arbejder hårdt på hele tiden at videreudvikle forretningen.

På TV for første gang

Med kampagnen vil danskerne i øvrigt kunne opleve Bownty på TV-skærmen for første gang.

En beslutning, der i høj grad skyldes ønsket om at øge kendskabet både i Danmark og i udlandet.

– Der er vidst ingen tvivl om, at TV stadig er det dominerende massemedie, når det kommer til at sprede et budskab og øge kendskab til sit brand blandt en stor befolkningsgruppe. Det er også derfor, at vi har valgt at have det som en del af vores marketing-mix. Fordi vi ønsker, at så mange som muligt skal kende til Bownty, siger Steffen W. Frølund.

Han tilføjer, at det bl.a. også var derfor, valget faldt på CP+B Copenhagen, da Bownty skulle finde en kreativ samarbejdspartner.

– De satte meget hurtigt fingeren på en væsentlig forbrugerindsigt, som vi kunne nikke genkendende til. Altså at de fleste mennesker giver udtryk for en større spontanitet i hverdagen, end hvad sandt er. Derfor var vi heller ikke i tvivl om, at CP+B Copenhagen både praktisk og konceptuelt var den helt rigtige medspiller i forhold til at skabe en kommunikationsplatform, som vi kan bygge videre på internationalt.

Det nye Momondo i sin kategori?

Og hos CP+B Copenhagen er direktør Mathias Birkvad også begejstret for samarbejdet med Bownty:

– Bownty er en ung, ambitiøs og vanvittig spændende virksomhed. Den er drevet af dygtige mennesker, der har en stærk iværksætterånd og et, for Danmark, unikt internationalt perspektiv. For os på CP+B Copenhagen er det enormt spændende at være med på rejsen. Det er ikke hver dag man får muligheden for at være medskaber af en ny international kommunikationsplatform, en helt ny visuel identitet og en kampagne, der afvikles på nogle af de største europæiske markeder, siger Mathias Birkvad og tilføjer:

– Markedet for deals har et stort potentiale, og Bownty kunne meget vel være den næste Momondo inden for sin kategori.

Udover reklamefilmen har Bownty netop lanceret en ny visuel identitet samt en opdateret app og en række forbedringer på websitet https://bownty.dk .

Bownty, som tidligere på året vandt People’s Choice Award ved Nordic Startup Awards og fik en andenplads i kategorien Oplevelsesøkonomi ved E-handelsprisen, tilbyder i dag deals i cirka 1.200 byer i hele Europa

Kampagnen kører på en stribe forskellige medier fra i dag og tre uger frem – og du kan se den nye reklamefilm her.