En ny prognose fra eMarketer skønner, at det globale adspend vil stige 6 pct. og ventes at udgøre 592 mia. dollar i 2015.
Det tegner umiddelbart positivt, især set i lyset af, at der i 2014 blev afviklet store mediebegivenheder som Vinter-OL og VM i fodbold, som i 2014 øgede det samlede reklameforbrug med 6,6 pct.
Det lyder jo meget godt, men hvordan ser det ud for det danske marked, der ikke når i nærheden af de fem største markeder, som er USA, Kina, Japan, Tyskland og Storbritannien i nævnte rækkefølge.
Vel at mærke så længe det varer, for i 2017 ventes Brasilien at overhale både det tyske og britiske marked.
Vi er sidst i Norden
eMarketer har udarbejdet en prognose for reklameforbruget på 22 markeder fra 2014 frem til 2018, hvor de har sammenlignet markederne inden for kategorierne ”traditionel”, ”mobile” og ”digital” med hinanden.
Det mest nuancerede sammenligningsgrundlag for det danske marked er naturligvis de to nordiske nabolande, og sammenlignet med Sverige og Norge, så kan danskerne, trods vækst inden for alle tre kategorier, ikke følge trop.
Vækstraterne er nemlig højere på inden for både mobile og digital, men totalmarkederne er dels også større, hvor det i Sverige er opgjort til 3,9 mia. dollar og 2,7 mia. dollar i Norge. I Danmark ventes totalmarkedet derimod at udgøre 2,1 mia. dollar.
Svenske traditionalister
Ser man på fordelingen af adspend på traditionel reklame sammenlignet med digital, så ser det danske og norske marked umiddelbart identisk ud, hvorimod det svenske marked vil have en langt højere andel inden for traditionel reklame.
Fremskriver man tallene til 2018, så ventes det danske marked at være noget nær ligeligt fordelt mellem traditionel og digital reklame, hvor nordmændene vil have en overvægt af både digitale og mobile reklamekroner, selvom svenskerne fortsat vil være i spidsen med langt det største reklameforbrug.
Se hvordan udviklingen fordeler sig og sammenlign de enkelte lande med hinanden her.