Kreative og teknisk dygtige danskere er i høj kurs i udlandet.
Det mærker det københavnske motion design-hus Frame.dk, som sammen med det ligeledes danske post production-hus Ghost VFX lige nu er aktuelle med et co-brandet spot for Mobil1 og Porsche – kunden er et chilensk reklamebureau.
Thomas Bay, der er partner og Executive Producer hos Frame.dk, siger, at man blev kontaktet af det chilenske produktionsselskab Fabula helt tilbage i januar i år.
– De ville høre, om vi ville byde ind på et reklamespot, som skulle være et co-branded spot imellem Mobil1 og Porsche. Budgettet var stramt, men ambitionerne til filmen selvfølgelig tårnhøje. Vores instruktør Anders Schrøder pitchede ind som instruktør og creative director med en treatment, som det viste sig, at både bureau og kunde var vilde med, fortæller han.
I januar? Det har taget lang tid at lave den film?
– Nej, egentlig ikke, men der gik tre måneder fra vi pitchede, til de vendte tilbage fra Chile, så vi skulle selvfølgelig lige vænne os til en lidt langsommere feedback i processen, end vi er vant til, lyder det med et smil fra Thomas Bay.
Frame har selv stået for instruktion samt alt design og det kreative sammen med bureau og kunde, samt eksekvering af alle de detaljerede animationer.
Ghost VFX har stået for look development, character animation af ”tyren” samt rendering/composting.
– Det er første gang vi og Ghost VFX har arbejdet sammen på så stort et projekt som dette – men det er helt sikkert ikke sidste gang, da vi supplerer hinanden rigtig godt. Et vildt spændende samarbejde, som har kastet et lækkert spot af sig, som begge parter godt kan være stolte af, siger Thomas Bay.
Frame.dk har tidligere leveret arbejde til udenlandske kunder som Ford, Nike, Adidas, Al Jazeera, Cartier og britiske TV3.
Se den flotte reklamefilm ”La Sangre de Porsche” (Porsches Blod) her.