Den danske bureaubranche befinder sig angiveligt i lidt af en kreativ krise, men det kan man nu ikke se, når man retter blikket mod dette års finalister ved Lovie Awards.

Det er den europæiske pendant til amerikanske Webby Awards, som anses for at være VM i digital kommunikation, hvor gode, kreative arbejder i så forskelligartede kategorier som websites, internet video, online advertising, mobile & apps og social media honoreres.

Awardens bredde afspejler sig også i Lovies egen beskrivelse af formålet:

“The mission of the Lovie Awards is to recognise the unique and resonant nature of the European internet community – from Europe’s top web and creative networks and content publishers to cultural and political organizations and bedroom bloggers”.

Awarden er blot tre år gammel, men lider af vokseværk. Det gælder ikke blot antallet af indsendelser, men også i de konstant foranderlige kategorier, hvoraf social content & marketing, native advertising og media streaming services til mobile enheder blot er nogle af de mere interessante.

Konstellation i finalen

I går blev dette års finalister præsenteret, og det kreative, digitale bureau Konstellation er blandt de nominerede.  Henholdsvis for et arbejde udført for Lego,” Happy Holiplay”, i social kategorien “Promotions & Contests” og Læger uden Grænsers – ”Likes for Donations” i social kategorien “Public Service & Activism”.

Tidligere på året vandt ”Likes til Donationer” to Danish Internet Awards, men Konstellation er ikke ene om at forsvare de danske farver. Også allestedsnærværende Hello Monday gør sig bemærket blandt finalisterne for bl.a. Into The Artic for Greenpeace og arbejde udført for B&O-brandet Beoplay.

Dertil kommer KathArt Interactive, der sidste år løb med en Lovie, ligesom VisitDenmark er i spil til en Lovie-award for organisationens website.

Du kan se finalisterne – og selvfølgelig stemme på dine favoritter til særlige Peoples Choice Awards – her.