Spangsberg Chokolade er bag en ny kampagne for flødeboller, der slår et slag for, at det er okay at forbryde sig på dagligdagens normer og regler, hvis det altså bare gælder en ekstra flødebolle.

Bag kampagnen står LoweFriends og det samme team, som tilbage i november vandt en Epica Award for sin Goth-kampagne for Nørregade Bolcher, som også er en del Spangsberg Chokolade.

Den nye kampagne forsøger således at indfange en række situationer, som de fleste, med hang til søde sager, kan nikke genkendende til. Især når lyst og nydelse sejrer over fornuften, og der bliver opsat nye regler for, når noget er okay.

– Vi vil gerne indfange den lyst, nydelse og barnlige glæde man forbinder med det at spise en flødebolle, og som kan resultere i, at man også – på en lidt barnlig måde – bryder med den voksne måde at opføre sig på. Men det er også en måde, som acceptes bredt, for når det lige præcis er flødeboller det drejer sig om, så gælder der særlige regler. Det mener i hvert fald de forbrugere, vi hart alt med, afslører Hans-Henrik Langevad, kreativ direktør hos LoweFriends.

Derfor er den gennemgående fortælling i filmene en række komiske fortolkninger af simple leveregler, som at spise varrieret og i øvrigt være lidt kreativ, hvis man lige skulle få lyst til en ekstra flødebolle –  for går den, så går den, som det lyder i afmeldingen af en af filmene.

De nye reklamefilm går i aften i luften på TV 2 og kører foreløbigt en måned.

Se en af de nye reklamefilm i toppen af artiklen.