Du har sikkert allerede set en eller anden kendis hælde en spand isvand ud over sig selv som led i en social media-kampagne, der bedst kan beskrives som et ”moderne” kædebrev.
Det drejer sig naturligvis om ”Ice Bucket Challenge”, hvor kendisser som bl.a. David Beckham, Mark Zuckerberg og Bill Gates har taget en iskold dukkert i fuld offentlighed efter at være blevet udfordret af venner og bekendte via Facebook.
Kampagnen er nu nået ud til stort set alle – lige fra verdens største stjerner til kusinen på Svalbard – og det er svært ikke at være imponeret over den virale gennemslagskraft, der, ifølge en af de seneste opgørelser, også har rejst over 15 millioner dollar til kampen mod ALS (Amyotrofisk lateral sklerose).
Men et andet spørgsmål presser sig på: Har deltagerne overhovedet forstået, hvad det drejer sig om, eller er de blot hoppet med på en social media-hype i selvpromoveringens hellige navn? Og er kampen mod ALS druknet i kendisser?
Den iskolde dusch var eksempelvis som udgangspunkt tænkt som en straf til dem, der ikke donerer et bidrag til ALS-forskningen, men det er vist gået hen over hovedet på de fleste. Spanden er blevet selve omdrejningspunktet i spredningen.
Et af Hollywoods normalt mindre ædruelige elementer, Charlie Sheen, har tilsyneladende fanget pointen og taget udfordringen op på sin helt egen facon.
Det får Social Media-ekspert Jan Christiansen fra PrettySocial Media til at kippe med flaget, fordi det samtidig illustrerer den udfordring, som hjælpeorganisationer slås med på sociale medier generelt.
– På sociale medier er det meget nemt at vise sin støtte og opbakning ved at gøre den ene eller den anden handling, eller så at sige: ”wear the badge”, som når man sætter en lyserød sløjfe på sit profilbillede, for at vise, at man støtter brysterne, siger han.
– Det giver brugerne den der opfattelse af, at de har gjort noget godt. Men det er stadig meget begrænset, hvor mange donationer som Kræftens Bekæmpelse har fået ud af det, desværre, slutter han.
Se (eller gense) Mark Zuckerberg hælde isvand ud over sig selv her.
Og Bill Gates her.
Du kan i øvrigt deltage i kampen mod ALS ved at støtte den danske forening på området her.