KLUMME: ”There is a crack in everything that’s how the light gets in,” sang Leonard Cohen i en hymne om at få det bedste og meste ud af livet, og sætningen kan på mange måder siges også at være hymnen for fremtidens succesfulde produkter:

De produkter, der ikke er perfekte, men i stedet inkluderende, cool, relevante og menneskelige.

Denne nye type produkter har endnu ikke fået en fællesbetegnelse eller et navn. Men de bliver allerede solgt i hundredtusindvis igennem trendsættende websites som Christie Street og Crowd Supply.

Produkterne er baseret på principperne omkring crowdfunding og co-creation. Altså en tættere relation imellem producent og forbruger. Christie Street beskriver det udmærket i virksomhedens mission:

Supporting Inventors. Protecting Buyers.

Viralt og økonomisk

Dette statement markerer samtidig fase to i udviklingen indenfor crowdfunding: Hvor det til at begynde med var hjemmesider som Kickstarter.com og Quirky, der gav iværksættere og opfindere muligheden for at få finansieret deres prototyper af hr. og fru Danmark, så er det i dag lykkedes at gøre denne forretningslogik til mainstream.

Produkterne sælger i hundredtusindvis, og forretningsmodellen har bevist sit værd og er i dag økonomisk bæredygtig. Samtidig sker markedsføringen viralt igennem de tusindvis af mennesker, der putter penge i det pågældende produkt, og denne personlige anbefaling er guld værd for de nye brands.

Mon ikke enhver marketingchef ville dø for den slags gratis og autentiske form for eksponering af sine mærkevarer?
Things are crap – but never mind

Det er yderst interessant, at det er lykkedes at gøre ovennævnte forretningsmodel bæredygtig. Især fordi kritikerne stod i kø for at påpege, at opfinderne på sådanne hjemmesider ikke ville være i stand til at skabe en kvalitet, som sidenhen kunne opfylde slutkunderne- og markedets høje krav. En forudsigelse der altså har vist sig at være forkert.

– Ring the bells that still can ring. Forget your perfect offering, synger Leonard Cohen i den føromtalte hymne, og disse linjer giver et fint billede på fremtiden indenfor co-creation og produktinnovation. En fremtid hvor vi søger efter de instrumenter, der er innovative og kan frembringe nye, smukke harmonier frem for at stræbe efter den ufejlbarlige symfoni.

Fremtidens forbrugere længes efter menneskelighed i stedet for perfektionisme. De længes efter produkter og historier, de kan relatere sig til. De længes efter at blive taget med på råd, at få vist tingene som de er, frem for at blive overbevist.

Træt af big business

Den økonomiske krise har gjort os alle sammen dødtrætte af big business. Men det har ikke fjernet den grundlæggende glæde ved at shoppe og forelske sig i produkter, fortællinger og ideer.

Det nye er orienteringen imod producenter og varer, der ligner os selv. Producenter der også begår fejl. Producenter der tør tale i øjenhøjde med os.

Som eksempel kan nævnes et stort amerikansk online shopping mall, der har opnået massiv omtale og succes ved at fjerne de traditionelle, dyrt betalte reklamebureau-product shots og i stedet illustrerer hele produktionskæden fra ide til færdigt produkt. Forbrugeren køber altså ikke det fancy bureau-design, men får i stedet indblik i, hvordan den enkelte vare er endt i webshoppen.

I samme båd

Det er interessant at notere sig, at nye sider som Christie Street også har betydet et skifte i hele co-creation tankegangen.

I de såkaldt gamle dage betød co-creation, at virksomhederne inviterede forskellige fokus- og målgrupper indenfor og lod dem deltage i innovationsprocessen – dvs. at virksomheden forsøgte at forudsige, hvad kunderne ønskede at købe, ved at bringe kunderne tættere på sig selv.

Den nye form for produkter, som eksempelvis websitet MakeThatThings.com sælger, går skridtet videre. Nu er det kunden, der stiller kravene til og kommer med inspiration til hvilken type varer, de ønsker – og producenterne der agerer på baggrund af dette og/eller tager del i processen på lige fod med kunden.

Det er interessant, fordi det samtidig åbner et større rum for og accept af at fejle. Hvor virksomheden tidligere forsøgte at inddrage kunderne i processen i håb om, at produkterne ikke skulle slå fejl ude på markedet, så betyder den nye bølge af co-creation, at man udvikler sammen og er næsten på lige fod.

Dette sker stadig med den risiko, at produktet fejler, men så er man i det mindste i samme båd og hurtigt klart til i fællesskab at få lappet lækket og sat sejlene imod nye destinationer og muligheder.