Da det danske fodboldlandshold løb på banen mod Liechtenstein i efteråret 2016 var de svøbt en spilledragt, der var hvid fra top til tå.

Det skulle illustrere en ny begyndelse for fodboldlandsholdet, og det var orkestreret af tøjsponsoren Hummel og bureauet envision.

Nu er indsatsen blevet belønnet med sølv ved Clio Sports, og det vækker naturligvis begejstring hos bureauet.

- Vi er super glade af denne award. Clio er en af de “tunge drenge i klassen”. At vi så vinder sølv med vores All White-kampagne for Hummel gør det kun endnu bedre. Selvfølgelig fordi vi er stolte af projektet, hvor det er lykkes os at skabe meget stor opmærksomhed omkring Hummels nye landsholdssponsorat, men også fordi det er lavet for et helt andet budget end dem, vi var oppe imod, siger Jesper Herholt, kreativ direktør hos envision.

Dansk kreativitet i verdensklasse

Han glæder sig især over, at de har formået at gøre sig gældende blandt kampagner for store annoncører som Under Armour og Nike, der har fået bureauassistance fra hippe, globale bureauer som henholdsvis Droga5 og Wieden+Kennedy.

- At vi kan blande os i det felt sammen med Hummel gør os både glade og stolte. Og det passer faktisk rigtig godt til den profil, Hummel har i markedet. Nemlig som dem, der skal findes nye, og andre, veje i et meget konkurrencepræget game.

- Den her pris giver os bare endnu mere blod på tanden, og overbeviser os om, at det sagtens kan lade sig gøre at konkurrere med de "store internationale kanoner”, slutter Jesper Herholt.

Se en casefilm om kampagnen, efterfulgt af creditlisten, her:

Credits:

Bureau:                              envision

Marketing:                         Morten Lund

Copywriter:                       Peter Boe

Art Director:                      Rasmus Saaby Bentzen

Creative Director:             Jesper Herholt

Account Executive:           Tomas Olesen