Et af de seneste års helt store reklamehit på vore breddegrader: Visit Faroe Islands’ Sheep View – der er blevet belæsset med reklamepriser fra Cannes til København – har fået en kæk efterfølger.

Denne gang er det ikke annonce- og søgegigantens manglende lyst til at rulle Google Street View ud på de nordatlantiske øer, der adresseres, men derimod, at Googles oversættelsestjeneste, Google Translate, heller ikke fungerer på færøsk.

Og hvad gør man så ved det?

Jo, Visit Faroe Islands, der er de grønne øers pendant til Visit Denmark, opretter naturligvis sin egen tjeneste for at løse problemet, ligesom de tidligere spændte kameraer på ørigets får for at få Google Sheep View i stedet for Google Street View.

Tjenesten fungerer ved, at man klikker sig ind på sitet, skriver et ord eller en sætning, og beder om en oversættelse til færøsk.

En stund senere dukker der så en vaskeægte færing op og udtaler dét, du har bedt om.

Dansk Markedsføring prøvede tidligere på dagen tjenesten af og bad om en oversættelse af ”Jeg elsker Dansk Markedsføring”, og kort tid efter poppede en ung mand op med svaret.

Adgang for alle, men...

I begyndelsen bestod oversætterkorpset på tjenesten af 60 frivillige, men i takt med at nyheden om den nye tjeneste – der gik i luften i går – spredes, gives der adgang til alle færinger.

Og det er der god grund til.

Nyheden om den nye tjeneste har nemlig vakt interesse hos internationale medier som BBC og Wall Street Journal, ligesom medier fra Sverige, Tyskland og Canada allerede har skrevet om den.

Ifølge Guðrið Højgaard, CEO for Visit Faroe Islands, så er det dog langt fra alle ord, tjenesten - der i øvrigt er skabt i samarbejde med Atlantic Airways ligesom Google Sheep View - oversætter til færøsk.

- Der er et filter. Der er nemlig temmelig mange, der skriver ting, som ikke går igennem censuren (frække sager, bandeord osv. ), og de bliver sorteret fra, siger hun.

- De får så vist en lille forudindspillet video, hvor der med glimt i øjet bliver sagt: “Naughty, naughty, I am afraid we don’t even have a word for that in Faroese”. Der er også forudindspillede film, hvis man spørger om grindedrab, om man ikke forstår sætningen osv., fortsætter hun og kan fortælle, at det allerede strømmer ind med oversættelsesønsker fra hele verden.

Ja, sågar fra Sydamerika og Rusland.

Sansir og Rune Hørslev står bag

De kreative drivkræfter bag den nye Google-kampagne er det samme team, som stod bag Google Sheep View. Det vil sige det færøske bureau Sansir og Rune Hørslev, der i mellemtiden er skiftet fra Liquidminds til Mensch.

Og de foreløbige resultater af kampagnen glæder Guðrið Højgaard.

- Jeg er utrolig glad for, at systemet fungerer så godt, nu når det er i gang. Det er et system udviklet til formålet, så det var lidt spændende at se, om det kunne klare trykket, slutter hun.

Tjek selv oversættelsestjenesten ud her.

FaroeIslandsTranslate.com (Speak + Music) from Visit Faroe Islands on Vimeo.