Danske bureauer har tidligere gjort sig bemærket med prisvindende arbejder, når årets Red Dot-priser – kaldet designverdenens Oscar – uddeles.
Det gælder også i år, hvor innovations- og designbureauet MOEF belønnes med en af de eftertragtede priser ved Red Dot Award: Product Design 2015.
Det får MOEF for undervandskameraet Water Wolf skræddersyet til lystfiskere, som også tidligere er blevet belæsset med priser. Det skete på en af verdens største lystfiskermesser, EFTTEX, i Belgien i juni i fjor, og her vakte Water Wolf begejstring.
Kameraet løb med priserne “Innovation of the Year”, “Visitor’s Choice” og “Best Accessory”.
En vigtig blåstempling
Men ved Red Dot Awards var produktet oppe i mod fornemme design fra meget mere end lystfiskermiljøet. 4.928 indsendte arbejder på tværs af alle brancher fra 56 lande kappedes således om de 1.240 awards, der blev uddelt.
Prisen uddeles af en international jury, som belønner arbejder, der adskiller sig klart fra sammenlignelige produkter takket være fremragende design, så det er lidt af et skulderklap til MOEF, hvor Business Development Manager Christoffer Casparij naturligvis er glad for hæderen.
– Vores kunder køber ofte ind på, at man har dokumenterede succeser at vise frem. At vinde en Red Dot Award er for MOEF således ikke bare en blåstempling af vores arbejde, men er også med til at vise, at vi kan levere en succes for dem, siger han.
Årets Red Dot Award: Produkt Design uddeles ved Red Dot Galla, der løber af stablen i Essen den 29. juni.
Du kan læse mere om prisen her, og se, eller gense, en film om Water Wolf her.