”Smid tøjet”-kampagnen, som Røde Kors, TV 2 og COOP satte i søen i foråret blev nærmest synonym med danskernes vilje til at give til dem, der har behov.

I alt blev der indsamlet 1.421 tons tøj, de sociale medier flød over af interesse, og nu har kampagnen også vundet Fundraisingprisen som Årets Mest Innovative Kampagne.

Prisen er stiftet af ISOBRO, indsamlingsorganisationernes brancheorganisationer, og blev i går uddelt for blot anden gang.

Juryen – der bl.a. tæller Tomas Gorrissen fra Responsive, Anne Glad fra Envision og Martin Schultz fra Plant – begrunder valget af vinderkampagnen i kategorien innovation som følger:

– Organisationen har udnyttet overraskelsesmomentet i at bruge en tv-kanal til en utraditionel form for indsamling. Det passer til kerneforretningen, og er tiltalende og appellerende, at der samles andet end penge ind. De har ramt tidsånden i forhold til ressourcefokus og bæredygtighed. Der kan sagtens være en længerevarende effekt lokalt i butikkerne i og med, at noget ikke særlig trendy har fået lidt sex-appeal. Alle kan være med og undvære et stykke tøj, og det kreative kampagnetema var nemt at spille videre på.

Gentager succesen

Og hos de tre vindende parter er der da også stolthed og glæde over at have modtaget prisen.

Fra TV 2 siger kanalchef Lotte Lindegaard:

– Kampagnen var intet mindre end en verdenspremiere på en ny valuta, og vi glæder os over, at det netop er det nyskabende og kreative element, som Fundraisingprisen hylder. Sammen med Røde Kors og COOP er vi på TV 2 naturligvis stolte over at have vundet denne pris, som også er en anerkendelse af, at vi fik engageret så mange danskere, at indsamlingsresultatet nåede hidtil historiske højder.

Hun afslører samtidig, at man agter at gentage succesen til næste år:

– Med denne pris i ryggen glæder vi os endnu mere til april 2016, hvor vi igen opfordrer hele Danmark til at ”smide tøjet”.

Røde Kors oplyser i øvrigt, at nogle af pengene fra det smidte tøj bl.a. vil gøre gavn i Kenya og Libanon.

I Kenya skaffer Røde Kors’ vand- og sanitetsprojekt rent vand til 33.000 familier i områderne Isiolo og Samburu, og i Libanon driver Røde Kors seks mobile sundhedsklinikker, som behandler mange tusind syge syriske flygtninge hver måned.

”Smid Tøjet”-kampagnen er i øvrigt også nomineret til CSR Partnership Prize, der uddeles den 7. oktober.

Øvrige nominerede (vindere) ved Fundrasingprisen 2015 var (med nomineringsjuryens begrundelse)

Børnehjælpsdagen for kampagnen Ungdomsværn

– Vellykket CSR samarbejde. Engagement af ny og relevant målgruppe. Produktudvikling og nybranding af organisationen. Bredt læringsperspektiv for de involverede elever.

Dansk Bibel-Institut for kampagnen ”køb” 1 m2 for kr. 1.000

– Flot indsamlingsresultat – flot aktivering af bagland – enkel og klar kommunikation bl.a. ved brug af plantegning

Folkekirkens Nødhjælp for kampagnen Noget på tallerkenen

– Flot indsamlingsresultat – grebet momentum i forhold til kåring af nationalret i Danmark – flot grafik – kreativ udnyttelse af sociale medier og madspild events.

KFUM’s Soldatermission for kampagnen KFUM’s SoldaterRekreation i Varde (Vandt Juryens Specialpris)

– Utrolig flot indsamlingsresultat. Imponerende med den organisatoriske rummelighed, der giver frihed til en aktiv lokalkomité. God aktivering af fonde, virksomheder og private.

Kofoed Skole for kampagnen SokMig.dk

– Gjort en svær kommunikerbar sag meget jordnær. De har med et smil på læben aktiveret en målgruppe, der næppe har hjemløshed på hjertet og ad den vej genereret opmærksomhed og etableret et CSR initiativ fra en virksomhed. De har formået at skabe en viral succes.

Psykiatrifonden og Director for kampagnen Et godt liv til flere (Vandt prisen for den Mest Effektive og Værdiskabende Kampagne)

– God timing og udnyttelse af DR’s tv-serie. Trods den store succes på volumen, har de magtet at konvertere til støttemedlemmer. Har allokeret flere ressourcer i takt med kampagnens succes.