I år var designbrandet Bolia eneste danske finalist ved Euro Effies – endda i to kategorier – og finalepladserne blev i går aftes vekslet til sølv, da priserne blev uddelt i Bruxelles.

Sølvet faldt endda i den meget eftertragtede kategori “Long-term Effectiveness“, som sjældent uddeles.

- Vi er stolte af at have repræsenteret Danmark ved dette års Effie Awards blandt verdens største brands. Vi vandt på casen ”No One Lives Like You”, der beskriver den stærke kreative og resultatmæssige udvikling, som vi har haft i Bolia de seneste fem år, siger Lars Lyse Hansen, CEO hos Bolia.com.

- Det er et stort skulderklap til at fortsætte den spændende rejse, som vi er på i Bolia. En stor tak til vores venner fra UncleGrey og Low Studio for deres kreativitet og gode energi i samarbejdet, fortsætter han.

Der var i øvrigt også yderligere et par “halv-danske“ lyspunkter ved awardshowet, da de to unge Grand Prix-vindere fra Cannes Lions i fjor, Jonas Roth og Rasmus Smith fra Grey London, blev belønnet med to gange guld og en bronze for Volvo LifePaint.

De gjorde det igen

Bolia og UncleGrey gjorde sig i øvrigt også særdeles positivt bemærket i fjor ved Euro Effies med kampagnen ”Selling Sofas in a financial meltdown”, der blev belønnet med både guld og sølv.

Den helt store vinder ved årets Euro Effies – der blev belønnet med Grand Prixen – var The Brooklyn Brothers og Íslenska for deres kække kampagne ”Ask Guðmundur: World's First Human Search Engine”. En kampagne, hvor humor og en kreativ tilgang baseret på såvel lokal- som menneskekendskab, skabte den største og hurtigste vækst for islandsk turisme nogensinde.

Titlen som "Agency of The Year" gik til Ogilvy & Mather EMEA, der vandt en guld, to sølv og fem gange bronze ved Euro Effies. Det er i øvrigt en årlig prisuddeling, hvor de mest effektive multinationale eksempler på kommercielle kommunikations-kampagner i Europa hædres.

Awarden blev i år uddelt for 20. gang, og jubilæet blev fejret med rekordmange indsendelser. Intet mindre end en vækst på 30 pct. i forhold til i fjor er det blevet til.

Bag Euro Effies står den europæiske organisation EACA (European Association of Communications Agencies).

Du kan læse meget mere om Euro Effies her og se alle vinderne her (PDF).