Spies Rejser har de senere år høstet masser af hæder for deres ”Do it for…”-trilogi af videoer, der samtidig er skoleeksempler på god content marketing eller branded content.

Nu er rejseselskabet i luften med en ny content kampagne, ”Din Indre Spies”, bestående af et pilotprojekt og en webisode – altså en onlinevideo – hvor Emil Thorup jager sin indre Spies.

Her tager kendissen og en medvært til Gran Canaria for at møde et par danskere og undersøge, om der er noget om snakken, når man påstår, at vi danskere er bedre versioner af os selv, når vi er på ferie.

- ”Din Indre Spies” fører bevis for den indsigt ved at fremhæve de positive symboler og handlinger, der er en del af enhver ferie. Det, vi siger, det vi gør, og måden vi er sammen på, taler et tydeligt sprog og er en vedkommende og ikke mindst underholdende måde at kommunikere rejser på, siger Martin Skram, Creative Director i kommunikationsbureauet  Agenda Group, der er har været strategisk partner på opgaven, mens Marvin Entertainment har hjulpet til med produktionen af den omtalte webisode.

Find din indre Spies

Kampagnens indsigt – nemlig at den sindsstemning, mennesket kommer i på en rejse er sund – er ikke blot grebet ud af den blå luft, men underbygges af forskere, fortæller Agenda Group.

Det skyldes bl.a., at mange af dagligdagens bekymringer og komplekser træder i baggrunden på en ferietur, så man opfører sig mere løssluppent og åbent over for sine omgivelser.  

Agenda Group og Spies har samarbejdet i mange år, og netop den indsigt har de arbejdet med på en række projekter. For begge parter lyder det endvidere, at det har været vigtigt at lave en kampagne, hvor danskerne rent faktisk får noget ud af det produkt, der tilbydes.

- Derfor er det også en unik mulighed at få lov til at arbejde med brandet Spies i en kampagne, hvor udgangspunktet er en indsigt, der både opleves som sand, og som er funderet i forskning. En kampagne, hvis ultimative mål er at gøre noget godt for danskerne, siger Andreas N. Høgsberg, der er adm. partner  i Agenda Group.

Hold nu op med at være tvær

Han bakkes op af Eva Lundgren, Head of Marketing hos Spies.

- Som Simon (Spies, red.) engang har sagt: ”Har De lyst til at være sammen med sure og tvære mennesker i Deres ferie, ja, så bør De nok vælge et andet rejsebureau", og vi oplever netop at vores gæster er glade og rummelige på deres ferie. Det ville være fantastisk, hvis danskerne tog en smule af den mentalitet og livsglæde med hjem igen, siger hun.

- På ferien giver man sig selv lov til at vandre rundt om poolen med et par kilo for meget eller tager en drink med en fremmed familie. Det er essensen af ”Din Indre Spies” at tage det bedste af sig selv med hjem, og det har vi godt af som mennesker, fortsætter Eva Lundgren. 

Andreas N. Høgsberg er stolt over bureauets mulighed for at gøre en forskel på danskernes hverdag.

- Mange af os lever et stresset og til tider overfladisk liv, hvor vi ikke når at tænke over, hvordan vi har det, og hvordan vi opfører os. Med kampagnen ”Din Indre Spies” opfordrer vi folk til at genfinde den bedste version af sig selv, om ikke andet kan vi minde målgruppen om, at det er muligt at stoppe op et øjeblik og nyde livet, som vi gør på ferien.

- Finder man ”Sin Indre Spies” slipper man noget af kontrollen f.eks. over, hvad vi spiser og drikker og tænker over at være til stede eller blot at smile venligt til sidemanden i toget. Se væk fra skærmen på mobilen og kig ud mod verden, og de oplevelser, der også venter derude. Det skaber en bedre version af dig selv og det er det, kampagnen går ud på, siger Andreas N. Høgsberg.

Tunge medier på banen

For at give kampagnen luft under vingerne har Agenda Group indledt et native-samarbejde omkring kampagnen med Politiken og Ekstra Bladet, der vil omtale forskningen og se nærmere på, hvordan ”Din Indre Spies” kommer til udtryk, når vi er på ferie.

Morten Blichmann, der er kreativ chef hos Ekstra Bladet ser store muligheder i konceptet.

- Pointen med konceptet ”din indre Spies” er på den ene side utrolig enkelt og indeholder på den anden side næsten uendelige muligheder for udfoldelse, fordi det har almen genkendelighed. Vi kender alle sammen kernen i indsigterne og har oplevet dem på egen krop, siger han.

- Virkemidlerne er et mix af native indhold og advertorials, som har en dokumenteret synergi-effekt i både upper og lower funnel. Vi har udfoldet content til projektet med de virkemidler, som vi ved, engagerer brugerne på hhv. politiken.dk og ekstrabladet.dk. Og det er kommet rigtig godt fra land både mht trafik og gennemsnitlige læsetider af indholdet, som klar viser, at vores brugere engagerer sig i universet og indsigterne i projektet, slutter Morten Blichmann.

Se den omtalte webisode her: