Eurobest er vel overstået, og danske bureauer har hentet 14 statuetter med hjem til Amager-hylden, en ganske fornem indsats.
Men hvad siger en af keynote-speakerne, der i øvrigt også var med i non-profit-juryen, Thomas Kolster, til eventen i Antwerpen?
– Eurobest er en vigtig event til at tage temperaturen på den europæiske kreativitet, selvom reklamebranchen jo har en hang til at være meget angelsaksisk, siger Thomas Kolster.
Rigtigt er det, at langt størstedelen af reklame- og kommunikationsbranchen er på engelske eller amerikanske hænder, så der er intet mærkeligt i, at britiske og nordamerikanske bureauer løber med broderparten.
– Når det er sagt, så er det rart at se og føle en europæiske nerve både gå igennem præsentationerne og arbejderne, fortsætter Kolster. Også kendt som Mr. Goodvertising.
Ellers nogle iagttagelser?
– Langt om længe begynder reklamebranchen at vågne op til en ny virkelighed, hvor brands bliver nødt til at forholde sig til forbrugere, der i stigende grad vender dem ryggen, og et samfund og en planet, der kræver stillingstagen.
Det handler om virksomhedernes overlevelsesevne
Ansvarlighed og CSR?
– Ikke kun. Det handler nemlig ikke kun om ansvarlighed eller CSR, men om virksomhedernes overlevelsesevne. VW’s halvering af aktieværdien viser, hvilken værdi reklamebranchen opbygger i brands, og hvor hurtigt de værdier forsvinder igen.
– Intet er måske mere rammende for den udfordring, brands står overfor, end da det reklamekritiske kunstnerkollektiv Brandalism hijackede mere end 600 billboards i sidste uge under COP21 med falske reklamebudskaber for f.eks. Air France: ”Tackling Climate Change? Of course not we are an airline. Air France. Part of the Problem”.
– Dialogen om alvorlige emner er vigtig på den europæiske scene, og jeg er glad for at se Eurobest og reklamebranchen i almindelighed tage debatten seriøst, selvom de er dukket sent op til festen. Allerede efter den globale søsterevent, Cannes Lions, i 2014 skrev jeg et opråb i The Guardian til branchen, der påpegede præcis det.
– For annoncørerne eller de brands, som branchen skal repræsentere, er dialogen ikke fremmed og bl.a. har WFA (World Federation of Advertisers, red.) i nogle år nu haft fokus på ansvarlighed med Project Reconnect, som jeg tog del i sidste år til deres globale årsmøde i Marrakesh.
– Jeg kan kun opfordre til, at vi fortsætter diskussion hjemme i andedammen, og i denne uge ser jeg frem til at gentage mit opråb til en anden reklamefestival, Cristal Festival i Frankrig, hvor jeg skal dømme i non-profit kategorien, slutter Thomas Kolster.
Også Claus Andersen, PHDs danske direktør og bidragyder til bogen ”Sentience: The Coming AI Revolution and the Implications for Marketing” var keynote-speaker til Eurobest, hvor han satte kunstig intelligens på agendaen.