Som regel handler bil-reklamer om funktioner og teknik - om bremser, parkerings-assistent, dæk, indtræk, osv. Men nu går Ford Danmark i stedet all-in på de store følelser.

Bilmærket lancerer i dag - i samarbejde med Very, Mindshare og Be On - en reklamefilm, der varer hele 16 minutter og fortæller historien om en familie, som gennemgår en skilsmisse.

Med det utraditionelle tema vil Ford Danmark gerne udfordre det glansbillede, som bilreklamer typisk maler af den lykkelige familie på vej mod nye eventyr.

- I stedet rykker vi helt tæt på hverdagen, hvor overskud kan være en mangelvare i et familieliv, der smuldrer, forklarer Kristine Dam Jensen, der er Marketing & Communications Supervisor for Ford:

- Ford Danmark ønsker at udfordre måden at tænke og opleve reklamer på. Vi vil gerne engagere forbrugerne på en anderledes måde ved at tale til deres følelser i øjenhøjde med virkeligheden – både de positive og de negative. Vi oplever alle bump på vejen, og derfor vil Ford gerne anerkende de familier, som får det til at hænge sammen trods modgang.

Filmen er således en ny fortolkning af temaet ”Success Against the Odds”, som Ford introducerede med filmene om det danske surf-kollektiv Oh Dawn, fotografen Kenneth Nguyen og Noma-kokken Søren Westh.

Bilen som samtalekøkken

I 2014 blev 19.435 ægtepar skilt i Danmark. Det er det højeste antal skilsmisser på et år nogensinde - men hvad i den store verden har det så helt præcist med Ford at gøre?

- Hos Ford Danmark tror vi på, at mennesker og deres behov kommer i første række. Hvis mennesker skal lykkes, skal de rette omstændigheder være tilstede – og selvom tingene kan være ved at falde fra hinanden, vil Ford gerne positionere sig som en rygrad i familielivet, man under alle omstændigheder kan regne med, siger Kristine Dam Jensen.

Eller som Lene Dahlquist, der er pressechef hos Ford, tilføjer:

- Bilen er i hverdagen ofte et samlingspunkt for familien: Et opdateret samtalekøkken. Det er her vi mødes og skilles, har tid til at tale sammen og får vendt hverdagens udfordringer – på godt og ondt.

Potentiale i formatet

Hos Very fortæller CEO Thomas Bjerg, at det har været en spændende udfordring at løfte opgaven for Ford.

- Filmen er en unik mulighed for at kunne give sig tid til at fortælle en historie. Og det er ekstremt modigt af et brand netop at give sig tid. Typisk har man jo kun 15-30 sekunder til at iscenesætte sit budskab - men vi tror på, at der ligger et kæmpepotentiale i formatet, og vi er stolte af at være med til at tage det store skridt med Ford Danmark, siger han og tilføjer:

- Vi er meget begejstrede for at arbejde sammen med en virksomhed, der har modet til at italesætte en problemstilling af denne kaliber. Ford har haft tiltro til indsigten og strategien bag og fulgt konceptet til dørs.

Filmen er instrueret af Daniel Kragh-Jacobsen via New Land, der har produceret.

I hovedrollerne ses Peder Pedersen (kendtd fra Gramsespektrum), Laura Bach (kendt fra Rita og Den som dræber), Bebiane Ivalo Kreutzmann (kendt fra Lærkevej og Dicte) og Pelle Falk Krusbæk (kendt fra Juleønsket og Rita).

Peder, der også er kendt som musikproducer, har skabt filmens lydbillede.

Filmen lanceres både som hero-film - den kan du se herunder - og som en miniserie i tre dele.

Se "Familien" i den fulde version her.