Corporate film, eller virksomhedsfilm, er et af de værktøjer, som marketingprofessionelle benytter sig af, når de skal slå virksomhedens navn fast i potentielle kunders bevidsthed. Her er nemlig mulighed for at give selskabets visioner konkret form i et filmisk univers, opbygget omkring virksomhedens kernefortællinger.
Konsekvensen er, at virksomhederne i den slags film stort set altid fremstår meget pæne. Det er pæne medarbejdere, der viser pæne produkter frem i pæne, pletfri lokaler, men i den nye film fra Grundfos Industrial Solutions skaller malingen på pumperne af, firmalogoerne er slidte, og det er helt bevidst.
– Vi ville have en film, der skaber stemning og kommunikerer mere emotionelt, end vi normalt gør i Grundfos. Filmen skal give seeren en ægte oplevelse, noget som en corporate film ofte misser at gøre, siger Jack Jackson, communications specialist hos Grundfos.
Han fortæller, at filmen er et led i en global imageindsats, der skal udbrede kendskabet til Grundfos’ industrielle forretningsområde med håndtering af væsker.
Trods dette formål er omdrejningspunktet for indsatsen, filmen “A Day”, blottet for anprisninger eller fakta. Ja, faktisk bliver der ikke sagt ét eneste ord i filmen.
– Vi havde en helt klar ide om at skabe en smuk film med en stærk dramaturgi. Uden brug af voice-over og helt fri for fakta. Den skulle vise, hvad Grundfos kan og gør. ”Show it, don’t tell it” har været vores dogme, siger Jack Jackson.
Intet glansbillede
Han mener, at mange virksomhedsfilm er overbebyrdede med information, eller også ender de som rene glansbilleder med smukke landskaber og stylede produkter.
– Vi ville lave noget anderledes. Vi ville udfordre genren, siger han.
Filmen har fået titlen ”A Day”, og den er skabt i samarbejde med Grundfos-kunder i Danmark, Dubai, Indien, Sverige og Taiwan.
Håndtering af vanskelige væsker er et af hovedområderne i Grundfos Industry, men de industrielle pumpeløsninger har længe stået i skyggen af Grundfos’ verdensberømte små, røde cirkulationspumper.
– Filmen skal positionere os inden for det område, vi kalder ”vanskelige væsker”, hvor vores pumper håndterer alt fra aggressive kemikalier til følsom yoghurt – altså alt flydende, uanset om det er koldt eller varmt, giftigt eller brandfarligt, siger Jack Jackson.
Filmen er skabt i et tæt samarbejde mellem Grundfos og M2Film, der tidligere har produceret virksomhedsfilm for bl.a. Vestas. Der har ikke været noget reklamebureau involveret.
– Hvis man vil skabe en film uden ord, stiller det naturligvis ekstra store krav til filmproduktionen. Billederne skal kunne fortælle historien uden hjælp, forklarer producer på filmen, Lars Amby fra M2Film.
Bortset fra et enkelt skud fra indersiden af en pumpe er alle scener optaget uden brug af studie. Scenen er hverdagen på fabrikken, og man ser pumperne, der hvor de arbejder – hvor slidte de end måtte være.
– Grundfos kom med en modig ide om at bryde genren inden for corporate imagefilm. For os var pumperne en særlig visuel udfordring at arbejde med. Man kan jo ikke se, hvad der sker i en pumpe. Derfor brugte vi kamerabevægelser, lyde og naturligvis musik til at give seeren en oplevelse af pumperne, siger Lars Amby.
Inspiration fra Olsen Banden
Mathias Deichmann, instruktør på ”A Day” fortæller, at Grundfos har haft en klar vision med filmen fra begyndelsen. De ville ikke lave en corporate film, hvor der var læsset så mange fakta og budskaber ind fra brandplatformen, som overhovedet muligt. De ville faktisk lave en rigtig film, og de ville skabe en oplevelse.
– Der er stor forskel på at instruere noget, der skal være en filmisk oplevelse i forhold til en filmet udgave af en powerpoint. Mange corporate film kommer ikke videre end det papir, de er startet på. De er og bliver en talestrøm støttet af levende billeder. For os som filmfolk var det skønt at kunne fokusere på fortællingen frem for faktuelle informationer, siger instruktøren.
Inspirationen til filmens samspil mellem musik og billeder er hentet i en gammel, dansk filmklassiker, ”Olsen-banden ser rødt” fra 1976.
– Jeg tror, at alle kender den næsten legendariske scene fra det Kgl. Teater, hvor Egon og drengene minutiøst orkestrerer deres røveri til tonerne af Elverhøjs ouverture. Vi ville gerne skabe et tilsvarende stærkt samspil mellem musik og billede, og med det velkendte klassiske stykke fra Peer Gynt bliver historien drevet fremad mod klimaks uden ord, forklarer Lars Amby med henvisning til musikken i Grundfos-filmen.
Jack Jackson fortæller, at filmen bliver en vigtig del af Grundfos’ marketing over for kunder på events og konferencer, ligesom filmen som nævnt bliver helt central i den fremtidige branding af Grundfos Industry.
– Jeg er stolt af filmens udtryk, og nu glæder vi os til at se, hvordan den bliver modtaget, slutter han
Du kan se filmen i bunden af artiklen.
Fakta:
Filmen er optaget på syv forskellige locations:
• Victor Taichung maskinfabrik i Taiwan
• Danish Crown i Danmark (Horsens)
• Cheminova i Danmark (Lemvig)
• SKI Dubai i Dubai, Forende Arabiske Emirater
• Natco Pharma i Indien
• Arla Foods i Danmark (Brabrand)
• Arlanda Airport i Sverige
Musikken i filmen er Edvard Griegs “I Dovregubbens Hal” fra Henrik Ibsens teaterklassiker “Peer Gynt”.