Man siger ofte, at franskmændene går meget op i at luge ud i den engelsk-amerikanske invasion af fransk sprog og kultur. Men når det kommer til øl, så er briterne tilsyneladende ikke meget bedre.

I hvert fald har de britiske reklamemyndigheder Advertising Standards Authority (ASA) netop nedlagt forbud mod en kendt og omfattende reklamekampagne for øl-mærket Kronenbourg 1664, som bryggerigiganten Heineken står bag på det britiske marked.

Kampagnen, som blev sat i søen for et år siden, har den tidligere franske Manchester United-stjerne Eric Cantona som frontfigur – og historien i tv-reklamen går på, at bønderne i Alsace behandles ”som store fodboldstjerner behandles i England”, fordi de dyrker den ”ædle humle” der skaber en Kronenbourg.

I en print-reklame med taglinen ”If you find a better tasting French beer, we’ll eat our berets” går teksten blandt andet på, at fransk øl smager bedre, fordi den blandt andet brygges på den særlige Strisselspalt-humle, som også bruges til at brygge Kronenbourg 1664.

Vildleder forbrugerne

Men selv om både tv-reklamen og printreklamen også siger ”Brewed in the UK”, så mener ASA altså alligevel, at kampagnen vildleder forbrugerne.

ASA mener, at kampagnen lægger for meget vægt på den ”franske forbindelse”, at tv-filmen antyder, at Kronenbourg 1664 brygges i Frankrig – og at printreklamen antyder, at den famøse (fransk-dyrkede) Strisselspalt-humle er den primære humle i øllet.

Så nu har ASA meddelt Heineken, at kampagnen skal stoppes i sin nuværende form: ”We told Heineken UK Ltd to take care not to emphasise a connection with France to the extent that their ads implied that Kronenbourg 1664 was brewed in France, or that all or most of the hops used in the recipe were grown in France.”

Men den besked har Heineken ikke tænkt sig bare at sluge. Ifølge marketingweek.co.uk er Heineken ikke bare meget skuffet, men har også valgt at anke afgørelsen, som bryggeriet mener er ”fejlagtig”.

En talsmand for Heineken siger til marketingweek.co.uk, at man stiller sig uforstående over for afgørelsen:

– Kronenbourg 164 er fransk i enhver henseende – brand, ejerskab, historie, arv og oprindelige bryggeri-opskrifter. Men vi har aldrig lagt skjul på, at øllet også brygges i Storbritannien, og vi mener, at netop det kommunikeres klart både i reklamer og på flasker og dåser.

Det franske bryggeri Kronenbourg blev ”delt” mellem Heineken og Carlsberg Group, da de to ærkerivaler i 2008 i fællesskab købte bryggerigruppen Scottish & Newcastle.

Ifølge aftalen fik Heineken retten til at licensbrygge, markedsføre og sælge Kronenbourg-brandet i Storbritannien i 25 år, mens det er Carlsberg Group, der står bag Kronenbourg 1664 på de øvrige europæiske markeder.

Du kan se ASA’s afgørelse her, og se den nu forbudte Kronenbourg-film her.