Der er noget med computerspil og hjemmebragt pizza, burgere og salater. Det passer bare godt sammen.

Det mener man tilsyneladende også hos en af Danmarks største take away-portaler, Hungry.dk, som netop har indgået en toårig hovedsponsoraftale med de professionelle gamere hos Wicked Gaming.

- Wicked Gamings massive tilstedeværelse til turneringer rundt om i landet er med til at give os god eksponering direkte i hjertet af en af vores målgrupper. Samtidig vil vi gerne bakke op om e-sport og være med til at præge sporten i den rigtige retning, fortæller Rune Risom, adm. direktør hos Hungry.dk

Wicked Gaming har i sit første leveår bevist, at de ikke blot kan begå sig i de hjemlig spilarenaer, men også på den internationale scene, og det kan ifølge Rune Risom på sigt blive relevant for Hungry.dk, der i øjeblikket opererer i tre lande.

Stolt holdejer

Det er da også en tilfreds holdejer, David Merkistein, der med forlængelsen af aftalen med Hungry.dk kan se tilbage på det første år som holdejer med stolthed.

Wicked Gaming er et af de mest vindende hold inden for FIFA-spillet og har netop haft to spillere med til verdensmesterskaberne, ESWC,  i Paris.

- På FIFA sportsdelen er vi rigtig stærke, og det skal vi fortsat være. Der begynder også at komme større pengepræmier i FIFA-turneringer. Men med udvidelsen og forlængelsen af aftalen med Hungry.dk, kan vi nu også begynde at bruge ressourcer og gøre os bedre inden for Counter-Strike, herunder flere turneringer, mere træning og evt. tilføre nye spillere, siger David Merkistein.

Han mener, på linje med bl.a. Deloitte, at e-sporten i rivende udvikling, hvilket gør e-sport til et mere og mere interessant område for annnoncører. Både internationalt og herhjemme.

Turneringerne er fx blevet større og flere, hvilket bl.a. hænger tæt sammen med, at sponsorerne bliver stadig flere, men også at de investerer stadig større beløb i diverse e-sports-projekter.

- Vi halter stadig efter udlandet i forhold til pengepræmier, men til gengæld er Danmark et af de lande, hvor der afvikles flest turneringer, og det er med til at løfte niveauet, så danske spillere generelt klarer sig rigtig godt internationalt, slutter David Merkistein.