Mange amerikanske fænomener har gennem årene bredt sig til andre lande. Tænk bare på Halloween og Valentines Day, og nu er udsalgsfænomenet Black Friday for alvor kommet til Danmark.

Black Friday begyndte så småt at snige sig ind på den danske detailscene i 2012, og har siden været en stor succes i det ganske land. Både blandt butikker og forbrugere.

Faktisk er Black Friday blevet så populær, at nogle butikkers omsætning ottedobles den sidste fredag i november.

- Danskerne har i den grad taget Black Friday til sig, og lægger mange penge i det døgn. Det betyder, at butikkerne oplever øget salg og konverteringsrater, som stiger markant. Ud fra vores tal fra sidste år kan vi se, at mange nåede op på en rigtig flot konverteringsrate på hele 4,25 pct., holdt op mod en rate på 1,52 pct. på en almindelig fredag. Det skyldes især, at danskerne, som generelt er prissensitive forbrugere, er villige til at tage pungen frem for at spare penge på Black Friday, siger Kasper Holst, CEO og partner hos IMPACT, konsulenthus med speciale i omnichannel commerce.

Han fortsætter:

- Butikkerne oplever et stort antal besøgende på meget kort tid, og nogle butikker har op mod 3.000 besøgende i minuttet. Det betyder, at det digitale setup bag løsningen kan blive overbelastet og i værste fald gå ned.  Det er derfor uhyre vigtigt, at butikkerne er forberedt på mængden af trafik på Black Friday. Hos IMPACT har vi derfor etableret et war room på Black Friday med en bemanding på op til 20 mand hele døgnet for at sikre, at Black Friday forløber hensigtsmæssigt for vores kunder, og at de får mest mulig omsætning.

Forventningerne til årets Black Friday er store hos e-commerce-virksomheden, der har fulgt udviklingen tæt de seneste tre år.

IMPACTs prognoser viser, at trafikken til danske webshops vil stige med 30 pct. i forhold til Black Friday i 2015. Det er især elektronikbranchen, der de seneste år har oplevet stor vækst på Black Friday, og derfor forventer IMPACT, at det i år særligt vil være isenkram- og modebranchen, der vil opleve den største vækst i omsætningen.

- Vores prognose på 30 pct. indikerer en mere kontrolleret vækst end de seneste år, fordi Black Friday i nogen grad er ved at have indfriet sit potentiale. Vi vil derfor se en intensivering af kampagneaktiviteterne i detailhandlen – online såvel som i de fysiske butikker, hvor vi fx vil se flere butikker lave timetilbud.

Derudover vil vi i år opleve, at aktiviteterne og omsætningen på Black Friday vil sprede sig til flere dage, hvor forbrugerne kan opnå rabatter over weekenden med særligt tryk på ”cyber Monday”, som er stort i USA.

- Det betyder, at butikkerne kan holde gang i salget i en længere periode, lyder analysen fra Kasper Holst.

Risikerer at miste julehandel

Black Friday er vigtig for den danske detailhandel. Ifølge IMPACT er det nemlig ikke bare startskuddet på julehandlen, men snarere en stor del af den danske julehandel, der foregår på Black Friday.

De tilbud, som forbrugerne kan nyde godt af, er derfor typisk på brede kategorier som fx 20-30 pct. på alt interiør eller alle jakker.

Det skal nemlig være nemt for butikkerne at kommunikere budskabet til forbrugerne, der bliver bombarderet med reklamer og kampagner op mod Black Friday.

- Black Friday har en stor betydning for de danske butikker, fordi mange danskere planlægger at foretage deres juleindkøb på dagen for at få mest mulig værdi for pengene. Derfor er det vigtigt for butikkerne at være opmærksom på, at det er en defensiv aktivitet at være en del af Black Friday. Er de ikke med, mister de ganske enkelt noget af det salg, der før lå i julehandlen. Så det er ikke bare sjov og ballade for butikkerne, slutter Kasper Holst.

IMPACTs forventninger til Black Friday 2016:

  • Prognoser viser, at trafikken på danske webshops stiger med 30 pct. sammenlignet med 2015. Det betyder en mere kontrolleret vækst, end butikkerne har oplevet fra 2013 og frem til 2015, som skyldes at Black Friday er ved at have indfriet sit potentiale
  • De forudser en intensivering af kampagneaktiviteten blandt retailers – både digitale og fysiske kanaler. Allerede i starten af september begyndte de første butikker at pushe Black Friday-budskaber. Det tyder på, at mange butikker i år har gjort et stort og grundigt forarbejde.
  • De forventer, at aktiviteterne og omsætningen for Black Friday vil sprede sig ud over weekenden med særligt tryk på ”cyber Monday” for at øge omsætningen yderligere.
  • De vurderer, at trafik fra mobil vil stige til årets Black Friday. Det mest bemærkelsesværdige adfærdsskift vil dog formentlig være antallet af mobile konverteringer. IMPACT forventer, at nogle brancher og virksomheder vil opleve at have flere konverteringer fra mobil end gennem desktop. Det skyldes Black-Fridays ”sense-of-urgency”.