Sidste år ved denne tid lancerede HTH - med Kunde & Co som bureaupartner - en ny kommunikationsplatform i Danmark, Norge, Sverige og Finland. Og nu kommer næste step: Omdannelsen af det gule Gør Det Selv-HTH-koncept til det nye HTH GO.

36 forretninger fordelt over hele danmarkskortet er lige nu i gang med at skifte farve, facade, identitet og indretning, og samtidig skydes et nyt kommunikationsunivers i gang omkring HTH GO.

Det betyder bl.a. ny visuel identitet, ny webshop og et tegneprogram, der gør det muligt at få leveret færdige skitser, 3D-tegninger og designforslag til det nye køkken inden for 24 timer.

Palle Larsen, der er marketingdirektør i HTH, har i et lille års tid været i gang med relanceringen i samarbejde med Kunde & Co, og han siger om det nye koncept:

- Vi ved, at det er svært at komme i gang med at skifte køkkenet ud. Vores nye program med HTH GO betyder, at vi kan assistere hele vejen - fra din første grove streg til bestilling - til meget attraktive priser. Det er lidt ligesom en GPS med en nem og hurtig vej til dit drømmekøkken, siger han.

Designere leverer fem bud

For at kommunikere budskabet om, at man med HTH GO kan få ”et køkken med personlighed til en overraskende lav pris”, har HTH allieret sig med fem nordiske design- og kreative profiler og pakket idéen ind i et content-koncept med titlen GO Challenge.

De fem designere - Anders Faarborg, Sofie Hother, Per Olav Sølvberg, Tina Hellberg og Kristine Mandsberg - har fået stillet en overordnet ramme med forskellige køkkenmoduler til rådighed og har derefter haft fuldstændig frihed til at designe deres personlige fortolkning af et køkken anno 2017.

En af de fem er møbel- og rumdesigner, Anders Faarborg, der har valgt at gøre sit køkken funktionelt med en rå overtone.

- For mig er køkkenet en arbejdsplads med personlighed, hvor man skal turde tage fat og bruge tingene - helst med masser af bordplads og albuerum - og uden at tænke rengøring, inden man går i gang. Køkkenet er et vigtigt møbel, der skal hænge sammen med resten af hjemmet, siger Anders Faarborg.

Et brand der udvikler sig

Ifølge Morten Knudsen, partner hos Kunde & Co, har bureauet i tæt samarbejde med HTH skabt et anderledes kreativt koncept, der er strategisk baseret og tager afsæt i dybdegående markedsanalyser og customer insights.

- At være med til at ændre opfattelsen af brandet HTH, der er markedsførende i Norden, er en super spændende udfordring, som vi går til med ydmyghed og høj motivation, siger Morten Knudsen, der understreger, at HTH på fornem vis har formået at udvikle sig med tiden og cementere sin position.

- Med en ny kommunikationsplatform for HTH sidste år og nu det helt nye HTH GO-koncept, tager vi hul på et nyt kapitel i udviklingen af HTH’s brand- og markedsposition, siger Morten Knudsen. 

Konceptet og kampagnen folder sig ud på tværs af diverse on- og offline kanaler, og også internt har der været arbejdet intenst op til lanceringen: 1.500 medarbejdere har været til kick-off-møde - og butikspersonalet har været på uddannelsesbænken for at blive superbrugere i det nye HTH GO-koncept.

Lanceringen af HTH GO starter i Danmark og fortsætter herefter i Sverige, Norge og Finland.

Du kan læse mere om det nye koncept her.

Sse film om GO Challenge-projektet herunder - efterfulgt af filmen om den danske møbel- og rumdesigner Anders Faarborgs personlige bud på et nyt køkken.

GO Challenge

Anders Faarborgs køkken