Bag dagens kalenderlåge finder vi den pt. syvende mest sete af de 50 deltagere, som er tilbage i Doritos årlige Super Bowl Ad-konkurrence.
Videoen er dansk, og bag står Thorbjørn Kragh Liljegren, Jeppe Vidstrup, Jonas Frederiksen og Christoffer Boas fra DMJX, som forhåbentligt kan ende med at se deres egen reklamefilm blive vist under Super Bowl nummer 50 til februar.
Dertil kommer et beskedent beløb på en million dollar og et samarbejde med Warner Brothers og DC Entertainment, ej at forglemme.
Du kan hjælpe til
Filmen varer 30 sekunder, og den udspiller sig på scenen under et klassisk teaterstykke, hvor hovedrollen pludselig afviger fra replikkerne af en helt speciel årsag.
Videoen er sjov, dansk og simpel, og den får forhåbentligt Danmark i Super Bowl igen for første gang, siden Morten Andersen desværre tabte med Falcons i 1998.
Zlatan var primus motor for at vi missede EM i Frankrig, men forhåbentligt kan de fire studerende sørge for at få Danmark med på den helt store scene d. 7. februar 2016.
Skynd dig ind at dele og vurdere filmen her, og held og lykke til den unge kvartet fra Markedsføring og Be On.