KLUMME: I dag er det præcis en uge siden, at vores og DDBs globale kreativt ansvarlige, Amir Kassaei, stillede sig op på den store, internationale ølkasse, og i Campaign Magazine bekendtgjorde, at vi som netværk officielt vil gøre vores for at sætte en stopper for scam-arbejde.

Det vil sige arbejde, der er lavet med det eneste formål at vinde en pris, og som ofte ikke har været vist mere end en enkelt gang – og som i årevis har maset sig vej gennem diverse award shows og stjålet priserne for næsen af det rigtige arbejde.

Hvorfor?

Fordi det er ødelæggende for troværdigheden af de enkelte uddelinger, men i særdeleshed, fordi at det er med til at give et forkert fokus på bureauerne, hvis higen efter at vinde awards bliver større end lysten til at løse rigtige kunders rigtige forretningsudfordringer.

For uanset hvordan man end vender og drejer det, så er det altså de færreste kunder, der går ind på et bureau med det primære ønske at vinde en award.

Det udløser sikkert færre Awards

En holdning som den her er naturligvis ikke meget værd, hvis ikke den bliver fulgt op af en reel handling. En af de handlinger er, at Amir og de regionale kreativt ansvarlige for fremtiden skal godkende alle indsendelser til internationale award shows.

Samtidig med det, og for at gøre den proces mere overskuelig, vil antallet af shows, som netværket deltager i, blive kraftigt minimeret. Og ja, det vil formentlig resultere i færre priser.

I forbindelse med Amirs udmelding, vil jeg gerne redegøre for, hvad vores holdning er her i DDB Copenhagen.

Vi laver ikke scam-arbejde – og det kommer vi aldrig til! Så kort kan det i virkeligheden siges. Dermed ikke sagt, at vi ikke gerne vil vinde priser for vores arbejde, og sammen med vores kunder blive fremhævet for at have fundet en utraditionel løsning på en problemstilling. Det vil vi meget gerne – så længe det bare er den rækkefølge, det kommer i.

Den store trompet

Nu er det som sagt en uge siden, at Amir Kassaei truttede i den store trompet, og lige siden har vi ventet på at se, hvordan andre bureauer ville reagere på det.

For det er immervæk et emne og en problemstilling, der fylder, og har fyldt, meget for de fleste kreative bureauer og netværk – ikke bare på globalt plan, men også i Danmark.

Med undtagelse af et enkelt indlæg i mandags fra Jeppe Veddinge har vi ikke hørt en lyd. Om det er udtryk for, at ”dem der tier samtykker”, ved jeg ikke. Men i min optik er det her en oplagt chance og en åben invitation til andre bureauer og netværk om at følge trop og tage afstand fra den slags arbejde. Og et godt tidspunkt her 14 dage før fristen for indleveringer af arbejde til Creative Circle Award.

Så nu ved I, hvad vi tænker og gør. Hvad tænker I andre, og hvad vil I gøre?

Læs Amir Kassaei’s indlæg her.