Royal Unibrew, der ejer det ærke-aarhusianske øl-brand Ceres, har indgået en omfattende sponsoraftale med AGF.

Det medfører bl.a., at der igen kommer til at stå Ceres på AGF's spilletrøjer, der siden 2012 har været smykket af Yousee's navn.

Det er fjerde gang siden 1990’erne at AGF’s spilletrøje vil bære Ceres-logoet, og den nye aftale medfører også, at AGF’s hjemmebane i Aarhus skifter navn til Ceres Park.

Det er ensbetydende med, at energiselskabet NRGi, der har lagt navn til stadion i ni år, stopper som navnesponsor. Den nye aftale løber frem til 2020.

Hjem til Aarhus

For Royal Unibrew, der står bag Ceres, er aftalen med AGF et led i en langsigtet Aarhus-strategi, der vil blive foldet ud på flere fronter, lyder det i pressemeddelelse.

- Ceres Bryggeriet, Aarhus og AGF hører uløseligt sammen. Ceres har en lang historie i byen, og det ønsker vi at manifestere med den nye aftale, der rummer mange spændende perspektiver, lyder det fra Freddy Larsen, der er sponsor- & eventchef i Royal Unibrew.

- Det gælder ikke kun på fodboldbanen, hvor vi naturligvis håber, at vi med vores opbakning kan være med til at føre AGF tilbage til Superligaen, men også i forhold til koncerter og andre store events, som Aarhus Elite i fremtiden vil afholde, fortsætter han.

Faxe Kondi på bukserne

Hos AGF ser man frem til parløbet med Royal Unibrew.

- Med den nye aftale sender Royal Unibrew et stærkt signal til hele Aarhus. Vi er stolte over, at AGF, vores faciliteter og vores brand spiller en så central rolle i deres strategi, og at vores platform i så stor udstrækning skal bruges til at promovere og sælge deres produkter. Både AGF og Royal Unibrew har store ambitioner for samarbejdet, og vi ser frem til at skrive nye, spændende kapitler i vores fælles historie. For fans, tilskuere og koncertgængere er det også en skelsættende aftale, og den vil styrke det fællesskab og sammenhold, der kendetegner AGF, siger Jørn Klinge.

Udover logoet på trøjen vil et andet af Royal Unibrews populære brands, Faxe Kondi, blive eksponeret på de aarhusianske fodboldheltes spillershorts.