Miljøorganisationen Greenpeace har gang i en større kampagne, som retter skytset mod danske LEGO, og som led i kampagnen fik forlystelsesparken Legoland i Billund i morges uventet besøg – uden for normal åbningstid.

Det skete da en flok Greenpeace-aktivister klatrede over hegnet og ind i parken, hvor de installerede en protest-scene med 20-centimenter høje LEGO-figurer, der hænger mini-bannere op på den lille tankstation.

Mini-aktivisternes budskaber står på de håndholdte bannere og fra benzintankens tag: ”LEGO Block Shell” og ”Save the Arctic”. En af aktivisterne har lænket sig til en benzinstander, og de ikoniske Shell-logoer har fået en overhaling, så de ligner et halvt isbjørneansigt og halvt Shell-logo med djævlehorn.

Du kan se en video fra Greenpeace-aktionen i morges her.

– Vi har i dag ladet de små LEGO-mænd sige, hvad hundredetusinder siger over hele kloden: LEGO er kommet i dårligt selskab ved at indgå et omfattende reklamesamarbejde med Shell i hele verden. Det er dybt uansvarligt, at LEGO styrker Shell ved at skabe en misvisende goodwill til olieselskabets risikable olieboringer i Arktis, siger Jon Burgwald, der er arktisansvarlig hos Greenpeace i Danmark i en pressemeddelelse.

Det er anden gang, Greenpeace-aktivister bygger en LEGO-aktion op i Legoland for at få legetøjsproducenten til at droppe sit samarbejde med Shell. Første gang var 1. juli, hvor aktivister installerede en simuleret oliekatastrofe i miniland – komplet med mini-protest-bannere, mini-aktivister og mini-gummibåde – samtidig med udgivelsen af rapporten ”Ikke flere legeaftaler med Shell”.

Globale aktioner – og ny film

De danske Greenpeace-aktioner er en del af en omfattende international kampagne, som miljøorganisationen har kørt gennem snart halvanden måned med henblik på at få mennesker over hele verden til at skrive under på et ”krav” til LEGO om at trække sig ud af samarbejdet med Shell.

Samarbejdet betyder bl.a., at man kan få små Formel1-biler lavet af legoklodser, når man tanker hos Shell, og ifølge Greenpeace er LEGO på denne måde med til at blåstemple Shells olieboringer i Arktis – en aktivitet, som i årevis har været en torn i øjet på miljøorganisationen.

Indtil videre har tæt ved en million skrevet under.

Selv har LEGO taget til genmæle over for Greenpeace i form af et åbent brev fra CEO Jørgen Vig Knudstorp, som afviser kritikken. Han mener ikke, at LEGO kan stå til ansvar for Shells aktiviteter i Arktis, og siger at miljøorganisationen rammer ved siden af målet.

En ny kampagnevideo fra Greenpeace er også netop offentliggjort. Den er kreeret af det britiske bureau PGA – og i filmen fortæller tre små piger, hvad de kunne tænke sig at foretage sig af spændende ting med slæder og isbjørne i Arktis. Pigerne taler på henholdsvis engelsk, mandarin og spansk – tre af de mest talte sprog i verden.

Du kan se den nye kampagnefilm Lego: Help Children Save The Arctic her.

Den første kampagnefilm med titlen Lego: Everything Is Not Awesome kan du se eller gense her.