Københavns Lufthavn er aktuel med en ny kampagnefilm ”The Airport Battle Is On”, hvor skuespilleren Stephania Potalivo og fotomodellen Emilie Lilja battler om, hvem der kender lufthavnens passagerer bedst og er den bedste ”menneskekender”.

Kampagnen skal tale direkte til især unge kvindelige rejsende, og formålet er skabe kvalificeret kendskab til lufthavnens shopping center og drive trafik til lufthavnens landingpage.

En teaserfilm seedet på digitale kanaler har skabt opmærksomhed omkring hovedfilmen, hvor Stephania Potalivo og Emilie Lilja kæmper om at finde de helt rigtige produkter - og vinderen afsløres først inde på lufthavnens landingpage til kampagnen.

Hjaltelin Stahl og PHD står bag kampagnen, som på kort tid har leveret meget tilfredstillende resultater.

Stærke resultater

Kampagnen har kørt i to uger og har på nuværende tidspunkt genereret samme høje trafik fra sidste år på lufthavnens landingpage - hvortil kommer 11.000 besøgende fra de to influenters kanaler.

Kampagnefilmen har generet en time spend på knap fire minutter, hvilket svarer til indeks 113 og en seks procents engagement rate på influenternes egne kanaler.

Her har 71 procent af de eksponerede desuden set filmen organisk.

- Vi er meget stolte og glade for samarbejdet med vores influenter og drivkraften bag content-strategien. Influenterne er alle nøje udvalgte inden for vores målgruppes interessefællesskaber og er på hver deres måde et stærkt talerør til de unge og især de kvindelige rejsende, siger Benedicte Bardram, der er marketingchef hos Københavns Lufthavn.

Om baggrunden for at man har valgt formatet, siger hun, at det i høj grad handler om, at de færreste unge gider se reklamer - men de vil gerne underholdes:

- Hvis vi vil fange de unges opmærksomhed, skal vi skabe relevant og underholdende content. Det har vi gjort ud fra vores indsigt ”rejsen starter i lufthavnen”, spicet op med et kendt tv-format anført af to stærke influenter. Formatet vækker nysgerrighed og gør shareability højere sammenlignet med en traditionel reklame - samtidig med influenterne er gode til at levere vores budskab troværdigt og skabe engagement, siger Benedicte Bardram.

Nu skal der konverteres

”The Airport Battle Is On” er en del af Københavns Lufthavn 2017-kampagne ”The Journey Is On”, som startede i foråret, og som har til formål at skabe relevans og relation blandt de unge passagerer.

Under ledelse af Bacon-instruktøren Fenar Ahmad slap Hjaltelin Stahl dengang en flok ulvehunde (som siden har vist sig at være Siberian Huskys - slædehunde) - den tidligere Ukendt Kunstner-musiker Hans Philip og en håndfuld influenter - løs i de tomme, natmørke terminaler i Københavns Lufthavn.

Og den nye film kommer ifølge Alexander Sekjær, der er Head of Content & Activation, hos Hjaltelin Stahl, som en naturlig opfølgning på den første film:

- De første par måneder har vi brugt på at uddanne og inspirere de unge til, at rejsen starter hjemmefra, og at lufthavnen er en destination i sig selv, og nu går vi all in på at skabe konverterende trafik til websitet gennem vores influenter og forpagtere, siger han.

Se filmen her: