En Matilde-kakaomælk skal rystes, før man nyder den - det ved enhver. Og hvad er bedre til at ryste kakaomælk end de seneste måneders populære trend: Et Bottle Flip?

Kombiner dén idé med et meget aktuelt håndbold VM og et sponsorat af to stjernespillere, der kan udfordre hinanden.

Tilsæt konkurrencer og YouTubere, der kan sprede det glade budskab. Og voilà: Så har du ingredienserne til en vaskeægte viral succes.

Det er den korte version af, hvad der siden sidste lørdag morgen er sket med en video, hvor de to danske håndboldstjerner Niklas Landin og René Toft udfordrer hinanden i kunsten at kaste en flaske Matilde-kakaomælk, så den bliver stående på højkant efter kastet.

Filmen nåede hen over weekenden +3,7 millioner i unikt reach - i skrivende stund har den over 1,9 mio. views, over 30.000 likes og tæt ved 12.000 delinger, og det glæder man sig naturligvis over hos Arla:

- Formålet med kampagnen var jo at styrke Matilde-brandet, og så ville vi gerne understøtte en occasion, vi ikke tidligere har drevet: At Matilde også er god efter træning til restitution. Og jeg må sige, at vi er overvældede over, at det i tilgift er lykkedes at skabe et viralt hit, siger Category Manager, Charlotte Richter Bjelke fra Arla Foods.

Organisk vækst - 90 procent
Hun sad selv i løbet af lørdagen og holdt øje med skærmen, da tallene for views, kommentarer og delinger begyndte at vokse. Allerede lørdag middag var filmen blevet set 600.000 gange.

- Først på eftermiddagen ringede TV 2 og bad om lov til at vise filmen i deres egne mediekanaler, og om aftenen efter Danmarks kamp mod Egypten, dukkede Matilde op i VM studiet på TV 2, hvor der både blev refereret til filmen og lavet Matilde Flip, fortæller Charlotte Richter Bjelke.

Da det gik mest heftigt for sig, blev filmen set 1.200 gange i minuttet, og da lørdagen var omme, var filmen nået ud til 3,7 millioner danskere, svarende et til 100 procents reach - og interessant nok tegnede den organiske vækst sig for langt den største andel, nemlig 3,3 millioner.

På et døgn havde videoen genereret 100.000 reaktioner på Matildes Facebook-side, og siden har den spredt sig ud over landets grænser. Lige nu deles den fx flittigt i både Spanien, Frankrig og Tyskland.

Og hos Hjaltelin Stahl, der er bureaupartner på kampagnen er der selvfølgelig også glæde og stolthed:

- Det er fedt at se strategien lykkes. Og ja, det var en temmelig travl weekend, hvor der var mere end almindelig gang i dialogen mellem Arla og os, og på tværs i teamet. Vi er mega-stolte på både teamets og Arlas vegne, men det er også sådan noget, der kun sker, når man har med en kunde at gøre, der tør, siger Sus Mandrup Hansen, der er Client Service Director hos Hjaltelin Stahl.

Opskriften findes ikke, men...
Videoen med Landin og Toft, som siden lørdag har taget nettet med storm, er ikke bare kommet ud af den blå luft.

Filmen er en del af en omfattende kampagne, som Arla Foods sammen med Hjaltelin Stahl har kørt siden november sidste år, hvor man startede med at lancere en Bottle Flip-konkurrence via de sociale medier.

Siden kom en række challenges i december og januar, efterfulgt af en influencer-del også i januar, og det kulminerer så lige nu under VM i håndbold med en række videoer med de to håndboldstjerner.

Men ellers har stort set alle platforme været i spil: Facebook, YouTube, Instagram, instore, events, sampling, konkurrencer, LED-bannere under kampene, websites - og ja, også et enkelt TV-spot på 10 sekunder - og det har tilsammen sikret den mest effektive kampagne for Matilde i mange år.

Hvorfor er det gået så godt?

- Det er der helt sikkert flere årsager til. For det første havde vi noget content, der var spot on, både kreativt og relevant. Og for det andet lykkedes det os at tage kommercielt ejerskab på den Bottle Flip-trend, der bredte sig i efteråret, siger Charlotte Richter Bjelke og tilføjer:

- Men også vores mål om - som sponsorer - at iscenesætte de to håndbold-helte på en ny måde, hvor de kombinerer leg og sport, er lykkedes - og det er jeg overbevist om har været stærkt medvirkende. Det bekræfter mange kommentarer på Facebook også.

Sus Mandrup Hansen supplerer:

- Der findes mange eksempler på, at sponsorater ikke kommer ud over rampen, men her synes vi, det er lykkedes at give brandet kant. Den nemme løsning havde været at lade en af stjernerne drikke en Matilde og se glad ud bagefter, men her bliver flasken og brandet i stedet brugt til leg og sat ind i en sportskontekst på en utraditionel måde. Det har helt sikkert været medvirkende til succesen, siger hun.

Og som begge parter fremhæver, så har timingen til VM i håndbold naturligvis været afgørende.

Hvad har været mest spændende for jer som bureau ved opgaven?

- Først og fremmest har vi jo haft mulighed for at sætte alle vores kompetencer i spil, idet kampagnen har kørt på næsten alle platforme. Og så har det været særligt interessant at bygge det hele op med mindre tilstedeværelse på de klassiske medier end vanligt, slutter Sus Mandrup Hansen.

Se filmen her.