De fleste husker en badende og ferierende Mads Mikkelsen i front for Star Tours for få år siden - et reklamematch, der sikrede rejseselskabet en betydelig fremgang - og nu er den tidligere James Bond-skurk klar i reklameblokken igen.

Denne gang dog for det danske design-brand BoConcept, som varsler to, selvstændige film med den kendte skuespiller i hovedrollen: ”The Call”, der får premiere i dag, og ”The Guest”, der lanceres senere på året.

Konceptet bag de to film, som er instrueret af skuespilleren og forfatteren Dejan Cukic, er, at man skal se kampagnen for historien og det visuelle univers, lyder det fra BoConcept.

Helle Vangsgaard, Head of Brand & Concept hos BoConcept, siger:

- Dejan, Thomas Busk, der er teknisk instruktør, og Mads fik frie hænder til skabe en individuel og kreativ historie, og vi er virkelig stolte af resultatet. Hos BoConcept har vi altid værnet om kvalitet, funktionalitet og et stærkt kreativt design - derfor ønskede vi også en helt ny tilgang til denne kampagne. Visse scener i filmen kan virke provokerende, og det er tydeligt at Dejan og Thomas har skrevet historien bag filmene ud fra et dramaturgisk ståsted. Og Mads er ganske enkelt fantastisk.

Selv siger Mads Mikkelsen i en pressemeddelelse om filmen:

- Jeg siger meget sjældent ja til kommercielle roller, men de her film er anderledes. BoConcept har ikke hyret et reklamebureau til at skrive manuskriptet, men i stedet ladet professionelle filmfolk gøre det de er bedst til, og jeg er meget glad for at have fået muligheden for at skabe noget unikt og specielt sammen med et team af gode danske kolleger.

Kampagnefilmene skal implementeres i 60 lande, og det står de virale eksperter fra Be On for.

Be On vandt guldløver i Cannes for deres udrulning af Volvo Trucks’ Live Test Series, herunder den berømte ”The Epic Split” med Jean Claude Van Damme - og har senest stået bag lanceringen af World Food Programmes film med Zlatan Ibrahimović .

Se den første af BoConcepts film her.