En af verdens største annoncører, Procter & Gamble (P&G), sendte ved Olympiske Lege i London i 2012 hele verden – herunder reklameverdenen – på jagt efter lommetørklæderne med filmen ”The Best Job”, som hyldede mødrene bag sportsstjernerne.
Og nu kommer så kapitel to i mor-hyldesten. Det sker i forbindelse med det kommende vinter-OL i Rusland til februar, og blandt andet med filmen ”Pick Them Back Up”, som du kan se under artiklen.
P&G er sponsor for OL frem til og med sommerlegene i 2020 – og for indtil flere atleter fra mange forskellige lande – men det særlige ved 2012-kampagnen var, at virksomheden ikke kun hyldede mødrene i reklamefilmen, men reelt også sponsorerede dem.
P&G udstyrede således omkring 150 mødre til OL-atleter verden over med smartphones og tablets og sendte til London for at fortælle ”behind-the-scenes-historier” om deres børns deltagelse i sportsbegivenheden – fra Danmark var således bordtennisspilleren Michael Mazes mor med sin søn til OL med hjælp fra P&G.
I den nye film ser man igen mødrene, der følger deres børn til træning i kulde og vintermørke, trøster, når sejren udebliver og hjælper dem op igen, når de er faldet. Og som i den første film følger vi atleterne fra barnsben til deres karrieres højdepunkt: OL-medaljen.
Blandt de atleter (inkl. mor), som sponsoreres til vinter-legene til februar, er den amerikanske skiløber Lindsey Vonn, den tyske ditto Felix Neureuther, den russiske ishockeyspiller Yevgeni “Geno” Malkin og den hollandske skøjteløber Sven Kramer.
Norden er repræsenteret af den svenske skiløber Charlotte Kalla, den norske skiskytte Tarjei Bø og den finske ditto Kaisa Mäkäräinen. Plus deres mødre, forstås.
Og værsgo: Her er så den nye mor-film fra P&G. Ifølge nyhedssitet mashable.com bør man tjekke, om man har en puls, hvis ikke den vrider i tårekanalerne…
Og hvis der er flere lommetørklæder tilbage, kan du se eller gense 1’eren her.