Det kan godt være, de fleste danskere siger Avis eller noget andet, hvis de bliver bedt om at nævne et biludlejningsfirma, men flere og flere har gennem årene også fået navnet Sixt ind under huden.
Sixt er i dag den tredjestørste spiller på det danske biludlejningsmarked og kan fejre 10 års jubilæum i Danmark om en uge – og lige nu vækker virksomheden opsigt med en ny reklamekampagne, der helt i tråd med den vanlige kommunikation spiller på humor og skæve vinkler.
Kampagnen Mormor lejer en Bil kommer ud på flere forskellige platforme – print, outdoor, biograf (kommer til efteråret), tv (kommer i det nye år), online (rtb/retargeting og social) – og allerede efter få dage har reklamefotoet, du kan se over artiklen, hentet over 2.000 likes på Facebook.
Også det internationale reklameudvalg Ads of the World har valgt at vise kampagnen, som er udviklet af marketingchef Tine Rønnest Knapp i samarbejde med adm. direktør Philip Schack, og de er glade for opmærksomheden.
– I bund og grund ønsker vi bare at tage brodden af alt det fine og vise, hvor enkelt det hele i virkeligheden er: Vi er jo bare biludlejere. Så den tid andre virksomheder bruger på at tænke fine corporate tanker og udtænke flotte, men til tider tomme løfter, bruger vi på at handle og snakke med vores kunder, siger Philip Schack og tilføjer:
– Og så markedsfører vi os via skæve konkurrencer på de sociale medier og med engagerende reklamer, der er på kanten af, hvad man forventer af en ”pæn” virksomhed – men altid med et smil på læben.
Sixt opererer ikke med et eksternt reklamebureau, men har sit eget inhouse-bureau, som marketingchef Tine Rønnest Knapp er chef for. Hun, der bl.a. har en baggrund som kreativ direktør samt marketingchef i reklame- og forlagsbranchen, blev hentet til Sixt i 2013, ligesom Philip Schack, der har en baggrund bl.a. fra konkurrenten Avis.
Biludlejningsselskabet Sixt blev oprindelig grundlagt i Tyskland i 1912. I dag er Sixt Tysklands største biludlejningsselskab og har fortsat familien Sixt ved roret.
Sixt har 4000 udlejningskontorer i mere end 105 lande, og Sixt i Danmark er ejet af bestyrelsesformand Henrik Isaksen.