Det er aldrig let at følge op på hits, hvad enten man er forfatter, band, instruktør eller sågar et reklamebureau eller annoncør.

Ikke desto mindre er Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden i luften med tredje skud i ”Nederen Forældre”-kampagnen, som &Co atter en gang er bureauet bag.

En kampagne, der allerede har haft markant gennemslagskraft og vundet adskillige priser, herunder to Advertising Effectiveness Awards og hæder ved DIA (Danish Internet Awards).

Kampagnerne har i bund og grund haft til formål at få danske børn til at bruge cykelhjelme, og det tegner indtil videre positivt for det seneste reklameindslag, der på kort tid er kommet ganske bredt ud.

På under 24 timer har kampagnens nye reklamevideo fx fået over 11.000 interaktioner og over en halv million views.

I den nye film hyldes de forældre, der tager diskussionen med deres børn, hvis de vil droppe cykelhjelmen.

De nødvendig kampe

Samtidig tages de eftergivende forældre, der giver deres børn lov til alt, under kærlig, kritisk og humoristisk behandling.

Formålet er at minde forældrene om, at man ikke altid kan være venner med sine børn og af og til må tage nogle kampe, der er nødvendige. Det kan for eksempel være at minde børnene om, at de skal køre med cykelhjelm, selv om det ikke er populært.

- Når forældrene tager diskussionen og insisterer på, at børnene skal blive ved med at køre med cykelhjelm, så har det en effekt. Det får flere unge til at beholde hjelmen på i stedet for at hænge den på styret eller lade den ligge derhjemme. Forældrene spiller en stor rolle, hvis vi skal sikre, at færre børn og unge i fremtiden får hovedskader, der kan forfølge dem resten af livet, siger Dorte McGugan Pedersen, udviklingschef i TrygFonden.

En undersøgelse foretaget af Rådet for Sikker Trafik og Trygfonden viser, at tingene har rykket sig herhjemme i kølvandet på de første to kampagner. Blandt skoleeleverne over 12 år er hjelmbrugen fx steget fra 35 pct. i 2015 til 41 pct. i 2016.

- Det er meget positivt, at det er lykkes at få flere af de ældste skoleelever til at tage cykelhjelmen på. Vi har en udfordring med, at mange unge plejer at droppe hjelmen, når de bliver ældre, da de ikke vil skille sig ud overfor vennerne. Men da de samtidig cykler mere og mere til og fra skole, fritidsaktiviteter og venner, så er de ekstra udsatte i trafikken. Derfor er det vigtigt, at vi får endnu flere af dem til at bruge cykelhjelm, siger Lisbeth Sahl, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.

En fælles fjende

Hos reklamebureauet &Co er der også begejstring at spore over kampagnefilmen, hvor Filips far optræder som en karikeret forældretype, der står for alt det modsatte af Nederen Forældre.

En forælder, der bare vil være venner, og som aldrig tager de hårde kampe; bøjer sig for sine børn og aldrig lader dem opleve konsekvenser. Han er en skruebrækker, som underminerer nederen forældres hårde arbejde og seriøse tilgang til forældregerningen.

- Filips far er en stærk indsigt, mener Thomas Christenson, kontaktdirektør hos & Co. ”Både fordi han repræsenterer en del af dig selv som forælder, men også fordi du ser ham i andre. Vi kan allerede se at debatten er kommet rigtig godt i gang.

Undgå lavinen

Strategien bag kampagnen er simpel: Bag enhver hjelm, der bliver smidt, står en forælder, der ikke har været nederen nok.

Det viser sig igen og igen i skoleklasser, at når den første smider hjelmen, starter en lavine. Derfor gælder det ikke bare om at få sine egne børn til at beholde hjelmen, men faktisk også de andres børn. 

- Filip far er naturligvis en abstraktion. Det kan være Filips far, Mollys mor eller Balders bonusfar. Forhåbentlig er ingen 100 pct. som ham, men når det er sagt, er der en smule af Filips far i os alle sammen, siger Karina Petersen, underdirektør i Rådet for Sikker Trafik.

&Co er som nævnt bureau på kampagen, mens Malene Dyhring har produceret og Simon Bonde instrueret. AOL Be On seeder filmen, mens Orchestra er mediebureau.

Se filmen her efterfulgt af creditlisten:

Credits:

Client: Rådet For Sikker Trafik

Creative Agency: &Co

Media Agency: Orchestra

Media/PR Agency: AOL/BeOn

Director: Simon Bonde

Producer: Malene Dyhring

Photography: Mikael Sauer Christensen

Klipper: Dan Loghin

Music: Søren Rasted

Grade: Mikael Balle

VFX: Thomas Stender

Tekstforfatter: Johan Køhler

Art Director: Rune Petersen

Agency Producer: Anne Mette Lund

Projektleder: Anders Antvorskov

Kontaktchef: Thomas Christenson