Kapselkaffe-brandet Nespresso, der ejes af den schweiziske fødevarekæmpe Nestlé, har arbejdet sammen med skuespilleren George Clooney siden 2006.
Nu tyder alt på, at samarbejdet – der har budt på en del iøjnefaldende reklamer gennem tiderne – nærmer sig sin afslutning.
Ifølge britiske MarketingMagazine er Nespresso således ved at “undersøge nye muligheder”, og det skulle stå klart, at Clooneys kontrakt ikke bliver fornyet, ligesom han ikke vil optræde i reklamer for brandet i år.
– George Clooney blev vores brandambassadør i 2006, og vi har bygget et solidt forhold op siden, siger en talsperson fra Nespresso bl.a. til mediet og fortsætter ”Det har hjulpet til med at bygge brandet op, men man skal huske på, at det er vores “Club Members”, der er de sande repræsentanter for Nespresso-brandet”.
Nespressos kaffekapsel-klub har millioner af medlemmer på verdensplan.